With–jollen er jagt–bygget med spids takling: bermuda–rig (eller "Marconi–rig"), d.v.s. at takkelagen består af 1 mast (i 1 stykke), bom, forstag, vant og det løbende gods: fald og skøder; båden har ikke hækstag.
Båden kan føre forsejl (3,2 m²) og storsejl (5,2 m²), og sikkert også spiler, der er i hvert fald en bøjle til spilerstage på masten.
Masten står 1/3 af bådens overalt længde fra stævnen, og støttes af et forstag, der går fra stævnen og 7/8 op ad masten, og af et vant til hver side, som går fra røstjern ca. 20 cm agten for masten til samme punkt på masten som forstaget. Der er ikke strutter på masten.
Fokkeskøderne er ført tilbage til en blok, som sidder i en skødeskinne på toften, der går fra bådens side og ind til et bord, som dækker sværdkisten; fra blokken er skødet ført tværs over bordet til en klemme i luv side.
Storskødet ledes af et par violinblokke, som hhv. er sjæklet i en bøjle midt på bommen og i en bøjle på skødebordet lodret under blokken på bommen; fra violinblokken på bommen går skødet lidt agterud og ned til en drejelig enkeltblok med klemme.
Roret er et løst pladeror, som hængsles på agterspejlet, og som kan svinges op, når båden rigges op på land eller skal hales op efter en sejltur.
Båden har svingkøl af eloxeret aluminium, som betjenes med 2 liner, den ene som nedtræk (kølpladens vægt gør alt arbejdet, og nedhaleren bruges kun som igangsætter) og den anden som ophal – ophalet kan sættes fast i en klemme under skødebordet, således at kølen kan holdes i en bestemt højde. Den nøjagtige placering af svingkølen kender jeg ikke, forkanten af sværdkisten er ca. ½ m. agter for masten.
Hvor stor indvirkning kølens placering har på bådens retningsstabilitet ved jeg ikke.

Jollen er ikke i balance og den er svær at trimme til forskellig slags vind.
Når man sejler i svag til let vind (op til ca. 4 ms) er den læ–girig, og ved 5 ms og derover er den luv–girig.

Jeg har prøvet flere muligheder for at få bedre balance i båden:

• Man kan fifle lidt med kølen, som jo svinger ned om det ene hjørne: trækker man kølen lidt op flytter man bådens balance–center lidt agterud og man får elimineret en minimal del af bådens tendens til at dreje op i vinden; men jo mere man hæver kølen des mere kurer båden sidelæns, og de største problemer har man ved stærkere vind, hvor man har brug for kølens virkning mod afdrift.
• Først forsøgte jeg at flytte sejlcentret lidt agterover ved at ændre forstagets fæste fra et øje på stævnens spids til en bøjle, som sidder ca. 10 cm. agter for stævnen. Båden blev mindre lægirig i let vind, men det gjorde det vanskeligt at holde båden på bidevind i jævn vind og derover: sejlcentret kom for langt agterover, så man skulle bruge mange kræfter for at holde kursen som en ret linie.
• At tilte masten mere eller mindre gav blot minimalt udslag i, hvilken vindstyrke der ændrede ubalancen fra læ– til luvgirig.
• Seneste tiltag gik ud på at flytte masten et par cm. agterud og røstjernene til vantet blev rykket omkring 10 cm. agterud. Det er det trim, som har haft den bedste virkning, ved vindstyrke på 4 – 5 ms er båden rimelig neutral på roret, ved mindre vind er den lægirig, ved stærkere vind er den luvgirig. Samtidig er overlappet mellem sejlene blevet lidt større, så bådens fart er øget væsentligt (6,1 knob ved 4 ms er flot for en deplacemnetsbåd med en vandlinie på lidt over 4 m.)
• Det giver meget lille effekt på balancen at slække på et af sejlene, og man mister fart fordi der kommer "bagvind" i sejlet, samtidig med at kanal–effekten i samspillet mellem sejlene forsvinder, når man hhv. slækker ud på forsejlet for at minimere lægirigheden eller slækker på storsejlet for at lette på luvgirigheden ved stærkere vind.

Ganske vist er jeg i forvejen langt fra tilfreds med sejlene, som nok er lige så gamle som båden – sikker fra midt–70'erne – men efter alle forsøgene må jeg nok erkende, at skrogets form ikke er heldig for en effektiv balance i båden, og skrogformen kan jeg ikke ændre på.
Der er dog et forsøg endnu, som jeg mangler at udføre: tidligere nævnte jeg, at jeg havde sat forstaget i et øje lidt agten for stævn–øjet; staget er ikke langt nok men skal øges med en forlængerwire, der havde jeg også gjort tidligere, og så vil jeg forsøge at rykke masten så langt frem som muligt. Jeg forventer, at resultatat vil være at sejlenes træk ikke spredes i hele bådens længde, det kan måske minimere lidt af bådens tendens til at falde af for eller skære op i vinden. En sidegevinst, som jeg er spændt på virkningen af, er, at sejlene kommer til at overlappe mere, det burde øge de allerede rimeligt høje fartmuligheder.