With Vitress

With–jollen har jeg købt billigt med sejl, mast og vogn. Jeg er overbevist om, at sælgeren var i god tro og var sikker på, at båden var i orden.
Men da jeg skulle polere den op, bemærkede jeg, at der var et sted, hvor den ikke ville tørre: på et eller andet tidspunkt har den åbenbart slået hårdt mod en sten, og glasfiberen er knækket. Det viste sig først rigtigt, da jeg sled noget af bundmalingen af. Under glasfiber­skallen er der et træskelet, som vist har trukket en hel del vand, og nu får båden lov til at ligge med hullet åbent, så træet kan tørre – så er det spændende, om "knoglerne" trækker sig så meget sammen, at de gi'r sig til at rasle mellem yder– og inderskrog i søgang.
Det er ellers en rigtig dejlig båd, lang og slank, den sejler rigtig fint, ikke mindst sejler den hurtigt i let vind, jeg har prøvet, både sammen med den tidligere ejer, som jeg kender fra Hillerød Sejlklub, og alene – med hans tilladelse.
Jørgen har vist ikke gjort noget særligt for at passe båden i der par år, han har haft den, så den trængte gevaldigt til en polering/opfriskning af gelcoaten, bundmaling, tofterne af melamin–belagt, vandfast finer, var helt frønnede, næsten gået i opløsning, og fenderlisten af gummi var stenhård.
I og for sig var det bådens tilstand, der fik mig til at købe den, renoveringen af en båd, som jeg opfatter som et rigtig godt lille skiv, er en udfordring, som jeg gerne vil tage op.
Men den knækkede glasfiber i bunden og en grov afskrabning af materialet ved kølen var lidt mere end jeg havde regnet med!! – på den anden side: det betyder bare, at det ta'r noget mere tid, den skal nok blive flot – og tæt.

Efter at jeg har leget med kølbåden hele sommeren er jeg endelig kommet i gang med "LOTUS" igen. Hullet i bunden er repareret, det gjorde jeg i foråret
Båden blev vasket d. 21 aug. før en sejltur med Hillerød Sejlklubs "Wayfarer"–jolle og bunden malet med giftfri, selvpolerende bundmaling efter turen – se bare billedet her ved siden af.
Så lå båden nogle dage for at tørre, og så skulle den vendes. Jeg havde bare et problem: jollevognen var optaget af kajakklubbens følgebåd (se billedet til højre: motorbåden på min vogn), som ikke kan bruge sin ankerbøje efter at sejl­klubbens motorbåd sprængte bøjens kæde under en storm i foråret. Heldigvis lå der et par ubenyttede jollevogne bag klubhuset, og en af dem var helt fin til motorbåden – det var bare et utroligt slid at få flyttet bådene rundt. Naturligvis var det lettest at sætte kajakklubbens båd i vandet først, og så trække den op på den anden vogn bagefter – men det er altdså lettere sage end gjort, for motor og båd er tung og sejlklubbens ramper er stejle og faldefærdige, jeg måtte bruge al min fantasi og viden om udvekslinger for at få den op igen. Og min egen båd kunne jeg ikke lave samme nummer med, den lå jo på jorden fra start, så her måtte jeg også arbejde hårdt, båden vejer vistnok små 200 kg., men det lykkedes.
Og så kunne jeg ikke nære mig for at tage en tur i båden: heldigvis fulgte der et par årer med, så ud i bølgerne med skivet og så ud på tur. Den er dejlig let at ro, fordi den er så lang og slank, og den er utrolig retningsstabil – sikkert forstærket af, at sænkekølen ikke var trukket helt op (jeg mangler toften med den klemme, som kølens wire kan sættes fast på).

Nu skal jeg først have sat fenderlisten på igen, det er (også) hårdt arbejde, og jeg håber, at den kan nå hele vejen rundt igen, derefter rengøring og renovering indeni, montering af (de gamle) tofter og så rigning – nye tofter må laves sådan hen ad vejen, nu skal den altså ud at sejle – eller bliver det mere til at ro båden?

4. sep. 2003 !

Nu er "Lotus" sejlklar ! Absolut ikke færdig, men fenderlisten er sat på, i øvrigt et besværligt arbejde, for det gummi, som listen er lavet af, er i tidens løb blevet hårdt og stift, men med solens hjælp (solens varme gjorde gummiet lidt mere blødt) og en hel del masseren lykkedes det. Tofterne er monteret, masten er sat på, og båden er rengjort, så den er appetitlig at se på.

Men hvordan er den at sejle? Det er en lang og slank båd, og den er hurtig i let vind, det vidste jeg i forvejen, men hvad med bare jævn vind – eller hård vind? og kan man rejse båden, hvis den kæntrer? og vil den bare lægge sig med bunden i vejret (ligesom en "Wayfarer" gør) eller helt civiliseret lægge sig på siden?
Det måtte selvfølgelig komme an på en prøve, så jeg krøb i våddragt og satte båden i vandet.
For at få båden lagt ned stillede jeg mig først på lønningen, men det var ikke nok, jeg måtte læne mig langt ud over siden med et godt greb i bommen, så kom den modstræbende ned at ligge, men heller ikke længere, ikke noget med at sætte masten fast i søens bund eller med at jeg skulle kravle op på bådens bund – skønt! For at få båden rejst igen gjorde jeg som jeg plejer med "Laser"'en: trak svingkølen ud for at tvinge båden på ret køl ved at stå på den, og det gik særdeles let – hurra!!

En anden prøve, som jeg fandt væsentlig er, hvor meget båden kan bære når den er fuld af vand efter at være rejst efter en kæntring. I nogle papirer som Jørgen havde givet mig var det angivet, at en anden båd i samme serie kunne bære 5 personer, når den var bordfyldt. Efter at have rejst båden var den kun halvt fyldt med vand, så jeg måtte fylde mere vand i med en spand – der kan være utrolig mange spande vand i sådan en båd, og så kan den ikke engang synke! og den kunne i hvert fald bære mig, uden at lade sig påvirke ret meget.
For at få tømt båden hurtigt valgte jeg at vælte den igen, ifølge successen fra tidligere burde den jo så kun være halvfyldt når jeg rejste den igen, og denne gang prøvede jeg at rejse båden uden at bruge svingkølen – men der blev jeg snydt: der var lige så meget vand i som før, så jeg blev nødt til at tømme det hele ud med spanden – som før sagt: hvor kan der være mange spande vand i sådan en båd. Men det gik fint med at rejse båden uden at bruge kølen som vægtstang.

Nu havde båden jo vist sig at være særdeles pålidelig ved kæntring og genrejsning og at være nærmest synkefri, så nu ville jeg prøve at sejle i den ca. lette vind, som der var i dag.
Som sædvanlig var vinden urolig på "Esrum Sø", "hoved"vinden var let, 4 – 5 m/sek. med vindhuller og vindkast op til vist omkring 10 m/sek., og retningen var normalt nordvest, med spring på omkring 30 grader til begge sider, undtagen, naturligvis, inde under land ved skoven, hvor vindspringene var endnu større.

Sejladsen gik over forventning! måske fordi jeg var mere tryg ved båden efter prøverne.
Båden er lavet som en klinkbygget båd, altså som om den er bygget af brædder, der ligger udenpå hinanden, og derfor er den ret rund i bunden, hvilket giver den tendens til at rulle en del, mere end en moderne bygget båd med glatte sider og meget flad bund.
I den lette til jævne vind sejlede jollen meget hurtigt, men den havde også en tendens til at lægge sig meget på siden – hvilket er med til at gøre den luv–girig på grund af sidens buede form: den drejer op mod vinden, når man slipper rorpinden – men kun, når der er ordentlig fart i båden, når vinden ikke er stærk nok bliver båden læ–girig, altså den drejer med vinden.
I starten holdt vinden sig nogenlunde i ro, men lidt hen på eftermiddagen blev den mere urolig med vindkast og –huller. Når der er vindhul retter båden sig jo bare op, og så er det blot om at komme ind i båden, hvis man var ude at hænge over siden for at stabilisere, men vindkastene er sværere at takle, så må man enten læne sig ud over siden eller slække ud på storskødet. Jeg forsøgte at sejle båden så hårdt, jeg kunne uden at kæntre, men skulle jeg kæntre var det ikke den store ulykke, jeg havde jo prøvet at rejse den, og af samme årsag havde jeg beholdt våddragten på. Bådens smalle skrog sammen med den meget runde bund gør, at den reagerer lynhurtigt på vindkast, og det resulterede i, at jeg nogle gange ikke reagerede hurtigt nok, men fik masser af vand ind over lønningen – så jeg kunne godt ha' brugt en gast, både som ballast og som øsekarl. Da jeg kom ind til sejlklubbens bro til slut var der vist omkring 100 l. vand i båden, og den var langt mere ustabil end når den er tør.

Der var en god og lærerig tur, og jeg er nok endnu mere glad for båden efter at have gennemgået de beskrevne tests.

Da båden var kommet på land opdagede jeg bare, at der er kommet vand ind i skroget – det var der også inden jeg lappede hullet i bunden, men jeg var ellers sikker på, at det altsammen var kommet ud. Måske er der nogle utætheder over vandlinien, som vandet kom ind ad under kæntringsprøverne. Jeg bliver nok nødt til at bore huller i bunden for at få det ud, desværre er der ikke lænsepropper i – og beklageligvis heller ikke bailers, så jeg må jo se, om jeg kan finde ud af at konstruere sådanne sager.

August, 2006

På billedet ser båden beskidt ud: den er snavset efter en lang sommer – men indtrykket bliver forstærket af et par regndråber.

Jeg har længe ærgret mig over, at jollen er ret læ–girig , især i let vind – og i hård vind (som jeg sjældent begiver mig ud i i den båd) er den meget luv–girig, men hellere få skivet til at stoppe, hvis man drysser i baljen, end at det sejler til Langtbortistan – det er godt nok for langt at svømme dertil efter skivet.
Ved en auktion i Hillerød Sejlklub over gammelt materiel havde jeg anskaffet mig en Trapez–jolle, som havde ligget flere år med masten bukket efter at båden var væltet i en storm. Klubben havde fået båden foræret af et medlem, som flyttede fra byen, men ingen havde lyst til at gå i krig med "vraget", så den købte jeg.
Men jeg har rigeligt at lave med både en kølbåd og en jolle, så jeg "solgte" Trapezen for en lille flok skødeklemmer og et par skødeskinner (det svarer sikkert nogenlunde til, hvad jeg havde givet for båden). Min tanke var, at jollens læ–girighed skyldtes, at de lineførere, den er udstyret med (se på billedet til højre: lineløberne helt i borde) sider for langt ude.
Klemmerne skal jeg bruge på "Krabat", men skinnerne er sat på "Lotus" – med forbløffende resultat: at man kan skøde tættere til center–linien gør den langt nemmere at trimme ud af gire–problemerne og den kan gå langt højere til vinden – skøjten er ligefrem blevet kultiveret!

»Lotus« på vej i vandet ad klubbens ret stejle rampe. Billedet er fra stafetten for »Kongernes Nordsjælland«

September 2008

Jeg har længe haft problemer med, at der kommer vand ind mellem yder– og inderskrog, hvor det bliver suget op af træskelettet, hvilket gør båden endnu tungere end den er i forvejen.

Jeg har forsøgt at finde en vinyl–profil, som kunne dække samlingen mellem skrogene i udskæringen til påhængsmotor agter, men det har været umuligt at finde en profil, som var vinkelret og kunne bøjes den »forkerte« vej. Jeg havde fundet en fenderliste, som var flexibel nok, men den var beregnet til at sidde om en kant, og selv om jeg forsøgte at lime den med den bedste lim, jeg kunne finde, gik profilen af efter et par uger – og den var heller ikke tæt.

Så snakkede jeg med Martin, et af kajak–klubbens medlemmer, som er fhv. bådebygger, om problemet, og han sagde, at jeg bare kunne lægge glasfiber over, min frygt for at båden ikke kunne vride ordentligt var ubegrundet.

Nu har jeg lagt et par måtter over udskæringen, så den er i hvert fald tæt på det sted, så nu håber jeg, at det vand, som træet mellem skrogene indeholder, langsomt vil forsvinde gennem det lænse–hul, jeg har skåret i agetspejlet – i dag (d. 6.9.) kunne jeg i hvert fald trække båden op ad rampen uden hjælp.
Hvis det varer for længe med at få tørret træet lukker jeg lænsehullet i agterspejelt og laver et par nye nær kølplanken – de vil senere kunne bruges til at lænse båden for regnvand.

Og så har jeg udstyret båden med en Windex! Det er svært at se hvor vinden kommer fra, og på søen skifter vinden meget.
I dag prøvede jeg at se, om vindviseren kunne hjælpe mig med at udnytte vinden bedre end normalt. Succes ! En del af eftermiddagen var vinden på omkring 5 m/s, en vindstyrke jeg normalt ikke ville gå på vandet med »Lotus« i, men det gik fantastisk! Windex'en gav god oplysning om, hvor jeg enten sejlede for spidst til vinden eller soldede for meget med højden – i »Krabat« "ser" jeg bedre vindens virkning på sejlene, og har bedre tid til at eksperimentere med trimmet; på søen er vindskiftene for hurtige og for uregelmæssige til at man kan nå at se, hvad der egentlig sker, man skal bare reagere omgående nå man sejler i en slank jolle.

Juli 2010

Endelig er det lykkedes mig: jeg har fået poleret indersiden af båden!

Hidtil har jeg koncentreret mig om at få ydersiden til at se pæn ud, og når jeg var blevet færdig med det, er tiden for det meste blevet så fremskreden, at jeg var utålmodig efter at komme på vandet med båden, og så kom jeg ikke længere – men nu: jeg rev en dag med skyet vejr og for meget vind ud af sejlplanen og polerede indersiden, selv om tofterne sad på plads. En del af småridserne, et par limklatter og lidt Sikaflex forsvandt ved brug af noget pulver–slibemiddel, som jeg havde anskaffet til brug til »Krabat«'s dæk (som det ikke var velegnet til), og derefter fik gelcoaten en omgang af Hempels "Custom Marine Polish".
Båden blev rigtig flot, selv om den stadig kan bruge en omgang ny topcoat (for mange skrammer og reparationer), men hvad mere er: TRÆSKROGET ER NÆSTEN TØRT. Måske har det hjulpet at give gelcoaten et »måltid mad«, som Martin Massenberg udtrykker det – eller måske har det bare ikke regnet nok til, at vand kan nå at sive ind mellem glasfiber–skallerne.