Den lille pukkelryggede hest

Kan du finde mig den ring?
Er det alt for svær en ting?"
"Nej," sa’ hvalen," jeg vil bringe
ringen over alle ringe,
Gyldengaves sjældne skat,
finder jeg, før det bli’r nat."

Hvalen svømmed’ ung og frisk,
sammenkaldte havets fisk,
sa’: "Jeg ønsker mig én ting,
Gyldengaves tabte ring.
Den er sjælden, den er skøn
- og jeg gi’r en findeløn:
Den, som finder den og får den,
bli’r min ven og får en orden.
Søg på bunden, led dernede,
I må skynde jer at lede.
Inden aften er det nået,
ellers bli’r I alle flået!"

Hermed slutted’ hvalen talen,
men to småfisk sa’ til hvalen:
"Undskyld, at vi åbner munden.
Vi så ingen ring på bunden.
Ringens sted kan ingen gætte,
ingen ål og ingen spætte -

kun en abor’ ved i grunden,
hvor den skjuler sig på bunden."
"Find en abor’! "råbte hvalen
og slog hårde slag med halen.
Den var vred og den var bister
- havets fiskeriminister!

Fiskene, som var så skrappe,
fandt en hummer og en krabbe,
og de fandt med tunge miner
et par hurtige delfiner.
Men hvorend de måtte kigge,
nogen abor’ - fandt de ikke.

Og de søgte overalt
i det hav, der er så salt.
Da de søgte uden held,
græd de salte tårer selv.
De var ved at dø af skam,
til de i en ferskvandsdam
fandt en aborre, den harpe,
i et slagsmål med en karpe.
Og de råbte: "Hvorfor slås?
Du skal følge efter os.
Det har hvalen sagt, forstået?
Ellers bli’r vi stegt og flået!

Vagabond fra dammens bund,
følg nu os og hold din mund."

‘I delfiner er nu sære!
Jeg er abor’, lad mig være!"
"Gør nu hel’re gode miner,"
sa’ de hurtige delfiner,
"og hvis du er mere gal,
kan du kæmpe med en hval."

Og de greb på ét sekund
fat i dammens vagabond,
men den knurred’: "Ej jeg følger
jer på havets høje bølger!
Lad mig slippe - ikke osse? -
jeg vil meget hel’re slåsse
med den karpe dér - min fjende -
lad mig lige tæve hende!
Ja, lad mig nu slippe fri!"
"Klap så dine gæller i.
Vi ved ikke, hvad det ligner!"
sa’ de hurtige delfiner,
mens de førte den af sted,
og den måtte følge med,
skønt den råbte hele tiden,
for de klemte den i siden.

Da de nåed’ hen til hvalen,
slog den rasende med halen.
"Det var godt, du end’lig kom.
Det var du for længe om."
"Undskyld, kære store hval,
og bliv end’lig ikke gal.
Konge over havets riger,
jeg vil gøre, som du siger."

Hvalen sa’: "Du er begavet,
og jeg ved, du kender havet,
alle søer, alle damme.
Vil du lige med det samme
finde Gyldengaves ring!"
"Ja, selvfølgelig!" "Så spring!"

Aborren tog til at svømme
op mod havets stride strømme,
og den svømmed’, til den så,
at en gammel kiste lå
gemt i havets dybe sand,
og her hvisked’ den: "Hvordan
skulle jeg dog løfte den?
Sild og skrubber, kom herhen!"
"Løft den!" "Er du ellevild?"
sa’ en lille fugtig sild.

"Den er alt for tung for mig!"
og så svømmed’ den sin vej.
"Øv," sa’ abor’n, "dumme fisk,
I fortjente hårde pisk!
Den er meget tung i grunden,
hvem kan løfte den fra bunden?
Den er ikke til at lette
for en abor’ og en spætte.
Jeg ved ikke; hvad den vejer,
hvis her så endda var hajer!"

Men omtrent i samme time
kom en kæmpefiskestime
og fik kassen op fra sandet
og de bar den gennem vandet.

Da den så, de tog den med,
svømmed aborren af sted,
den sku’ hjem og slås derhjemme,
så den abor’ vil vi glemme.

Husk, at Ivan sad og vented’
på om ringen nu blev hented’.

Nu svandt dagens timer hen,
og en pukkelrygget ven
lå og slumred’ ved hans side,
mens han følte kulden bide.
Det var koldt, hvor hesten lå,
og med ét faldt mørket på.

Da blev Ivan smaddergal!
"Du har snydt mig, dumme hval,
for du lovede at komme,
førend denne dag var omme,
og endda med hendes ring -
men der sker jo ingenting!"

Op af havet dukked’ hvalen
og slog hårde slag med halen.
"Du skal vide, før du sover,
at jeg holder, hvad jeg lover,
jeg har osse holdt det sidste,
her er ringen i en kiste!"
Den smed kisten ind på land:
"Luk nu op og se hvordan!"

Pukkelryggen vågned’ op:
"Tak, fordi du gjor’ dit job.
Nu er der sket store ting,
Gyldengave får sin ring!
Ivan, skynd dig, rid tilbage,
vi har brugt tre lange dage,
og den stakkels gamle zar
går omkring og venter svar
og han mister snart forstanden,
han er jo forelsket, manden!"

Ivan sa’: "Du si’r en masse!
Hvem kan løfte denne kasse.
Jeg er sikkert alt for ung,
kisten er så pokkers tung.
Det må være heksei,
der er sikkert djævle i.

Kisten vejer mindst en ton,
hvis du så ku’ gi’ en hånd!
Jeg vil være kisteglad,
hvis vi kunne hjælpes ad."

Hesten sa’: "Vær ganske tryg."
Og tog kisten på sin ryg.

I galop red Ivan hjem,
zarens vindue stod på klem,
og han stod der utålmodig,
mens han råbte, vild og blodig:

"Er I kommet godt af sted?
Har I fået ringen med?"

Ivan svared’: "Kære zar,
Tag det roligt. Ja vi har!"

Glad blev da den gamle zar,
og han skreg: "Hurra, hurra!
Jeg bli’r ægtemand og far.
Det bli’r bedre, end det var.
Skynd jer nu at sende bud
til min søde unge brud.
Nu er Gyldengave vundet.
Nu er ringen nemlig fundet!