Den lille pukkelryggede hest

I går var han staldkarl og sov på en sadel.
I dag er han medlem af landets adel.

Kra-kra-kra, kra-kra-kra.
Her er tredie del, hurra!
Dette er et gammelt sagn,
som fortælles af en ravn.
Se, den hviler på en gren
tilmed på det ene ben.
Og den tratter imod skyen,
så den vækker hele byen.

"Vil I ha’ et eventyr
om et pukkelrygget dyr?
Det red lige her forbi,
kra-kra-kra og hi-hi-hi.

Det red tværs igennem luften.
Det var stik imod fornuften.
Og der sad en tosset fyr
på et pukkelrygget dyr.
De red gennem dette rige
med en fart, jeg knap kan sige,
sikken fart, ja den var streng,
sikken hest og sikken dreng!"
Ravnen griner fra sin gren:
"Sikken pukkelrygget en!
De er gale - de er skøre!
Han holdt fast i hestens øre
og så fo’r han over engen,
først kom hesten, så kom drengen!"

Ivan spored’ den i siden.
De fløj hurtigere end tiden.
Sved på manken, sved på bringen.
De sku’ ud at finde ringen.
De tog 20.000 mile
uden stop og uden hvile.

Pukkelryggen råbte svedt:
"Vi er fremme nu om lidt:
Vores rejse den er slut
nu om to-et-halvt minut.
Vi kan standse på en tange,
du skal ikke være bange,
for så ser vi kæmpehvalen,
som har huse li’ til halen."

Dér lå hvalen, stor og grå,
med en masse huse på.
Ved dens mund: En mand med plov,
ved dens hale var en skov.
Mellem hovedet og halen
sejled’ både ind mod hvalen.
Der var bønder - desforuden
leged’ glade børn på snuden.

Hertil var nu Ivan fløjet
og han så den ind i øjet.
Der lå byen. De red ind
over hvalens stramme skind.
Da de ankom, råbte hvalen,
mens den slog et slag med halen:
"Hvem er I - hvor skal I hen?"
"Vi er zarens folk - min ven.
Vi er rigtig sat i sving.
Vi skal finde ham en ring.
Vi skal finde solens slot,
og vi håber det går godt!"

"Hvis I finder solens rige,
tag I så og spørg ham lige:
Hvorfor denne by blev bygget,
for jeg føler mig så trykket.

Det kan ingen hvaler li’,
spørg, hvornår jeg dog bli’r fri.
Hvis du spørg’ om det for mig,
skal jeg siden hjælpe dig."
"Kæmpehval, det vil jeg gerne!"
råbte Ivan i det fjerne.

Pukkelryggen gav et hop
og red vid’re i galop.
Det gik gennem ild og vand,
det gik over sø og land.
Det gik tværs igennem alt,
det er svært at få fortalt.
Ivan nåed’ med en svimlen
frem, hvor jorden møder himlen.

Nu kom Ivan på sin færden
ind i himlen - væk fra verden,
og han tørrede sin pande,
for han kendte mange lande,
men han havde aldrig set
denne mystiske planet.
"Her har solen altså hjemme!"
(det var pukkelryggens stemme).
"Og når månen kigger frem,
har den også her sit hjem.

I det tårn bor Gyldengave,
når hun ikke ror på have.
Her er dejligt at gå ture,
der er gyldne fuglebure,
der er bjerge, der er dale,
der er sjældne nattergale.
Det er solens ild-palads
det er lysende som glas.
Det er her, den søger fred
Det er her, den daler ned."
Solens slot var meget stort.
Ivan red til slottets port
og så talte han til fjorten
og red ind igennem porten.

Månen rejste sig og sa’:
"Hvem er du? Kom ind, godda’!
Kom, og mærk min kolde favn."
Han sa’: "Ivan er mit navn.
Jeg er kommet her på hesten
fra et land, hvor man er kristen."
"Men - hvordan fandt du herhen?"
"Pukkelryggen er min ven -
uden trolddom og mirakel
var jeg kun en fattig stakkel.
Der er ting, vi ikke fatter.
Jeg skal hilse fra din datter -
fra prinsesse Gyldengave.
Jeg har krydset verdens have
for at finde hendes ring -
Jeg sku’ spørge om en ting:
Du har gemt dit lys til side
og dit barn vil gerne vide,
hvorfor du og sol har gemt jer.
Hun har nemlig ikke glemt jer,
det bedrøver hendes sind,
at hun savner jeres skin -"
Ved de ord var moder måne
både glad og ved at dåne:
"Har du fanget Gyldengave
på de fjerne verdenshave?

Vi har søgt og vi har savnet.
Jamen, hvor er hun da havnet?
Dengang ramte noget slemt os,
det er derfor, vi har gemt os.
Det var ikke til at rumme.
Jeg har ikke spist en krumme.
Og jeg græd og græd på ny
bag en fugtig lille sky.
Solen savned’ osse hende
og ku’ heller ikke skinne.
Men hvor er hun? Giv mig svar!"
"Hun er nede hos mm zar."

"Vil du nu fortælle mig,
har hun hjemve eller ej?
Er hun stadig lige køn,
er hun fin og slank og skøn?"

"Hun er sød som sød konfekt,
men hun taber sig i vægt.
Hun er ualmind’lig mager,
skønt hun elsker søde sager.
Men måske hun ta’r sig ud,
når hun nu skal være brud.
- Hun skal giftes med min zar!"
Månen råbte: "Hvabbehar?

Hun er ung og hun er smuk,
zaren er en gammel buk.
Du kan tro, vi ikke gi’r os.
Jeg tror nærmest, han er firs!
Der bli’r intet brudepar
af min datter og din zar!"

Ivan så at hun blev gal,
men sa’: "Hør, der var en hval,
som jeg mødte på min vej
- og den bad mig spørge dig,
om hvorfor den er en slave
på de fjerne verdenshave?
Den må bære byens tryk,
der er huse på dens ryg.
Der er børn, der går og støjer,
og en mand, der går og pløjer,
der bor folk på hele hvalen
helt fra snuden og til halen.
Det gør ondt og den får kramper,
når de danser og de tramper,
og det prikker grimt i huden
helt fra halen og til snuden.

Og nu vil den gerne vide
hvorfor mon den dog skal lide?"

Månen svared’: "Jeg blev gal
på din ven, den store hval,
da den slugte 30 skibe,
derfor er den nu i knibe.
Bli’r de spyttet ud igen,
vil jeg gerne hjælpe den!
Rejs tilbage til dig sel'."
Ivan sa’ et ømt farvel,
og han kyssed’ månens kant
før han bukked’ og forsvandt.

Og nu skinned’ månen atter,
og den råbte: Hils min datter.
Sig, jeg skinner glad og klar,
hvis hun ikke ta’r den zar.
Han har tabt sin sidste tand
Hun skal ha’ en yngre mand!"

Ivan red de næste dage
og kom flyvende tilbage
til det sted, hvor hvalen lå,
og straks spurgte den som så:
"Har du glemt min nød og kval."
Pukkelryggen vrinsked’: "Hval,
du bli’r renset og befriet.
Det bli’r prikken over i’et!"

Den løb hen på markedspladsen,
hvor den samled’ folkemassen.
Og den vrinsked’: "Mænd og kvinder!
Jeres fødeø forsvinder,
I må flygte eller dø
i den dybe salte sø.
Flygt med alle ejendele,
ellers mister I det hele."

Alle folk tog derpå flugten
bort fra hvalen over bugten.
Hestens ord kom dem for øre,
de kom alt i trillebøre,
og de skyndte sig at trille
og lod intet gå til spilde!
Og før dagens sol gik ned
var enhver i sikkerhed.

Da løb hesten i galop
over hvalens lange krop
frem til hoved fra dens hale
og der holdt den denne tale:
"Kære hval - du kom i knibe,
da du slugte 30 skibe.
Du gjor’ sol og måne gal
og blev straffet, kære hval.

Du bli’r fri på månens bud,
når de atter spyttes ud."

Disse ord gjor’ megen nytte.
Den begyndte straks at spytte,
og på række og på stribe
stod der hurtigt 30 skibe.

Pukkelryggen sprang i land.
Hvalen rulled’ sig i vand.
Halen slog et mægtigt smæk.
Alle husene blev væk.

Men om bord på 30 både vinked’
alle fri og kåde!
Alle sang en sømandssang:
"Vi blev frelst endnu engang.
Grib din åre og tag fat,
skynd dig at få sejlet sat.
Frihed er det bedste guld!"

Hvalen råbte angerfuld:
"Er der no’ed, I ønsker jer!
Bare sig det, hvis der er!
ønsk jer alt fra havets haller,
guldfisk eller muslingskaller,

perler eller sjælden tang.
Bare sig mig det engang?"
Ivan svared’: "Kære hval,
må jeg tale?" "Værsgo’ - tal!"
"Ser du, hval, jeg ønsker kun
ringen dybt fra havets bund,
som prinsesse Gyldengave tabte
på de fjerne have.