– fortsat
Den lille pukkelryggede hest
Det er prisen - det er takken.
Jeg skal få ham ned med nakken!"
Nå, tre uger efter dette
satte man sig rart til rette
for at drikke zarens mjød.
Muntert lag - og snakken flød.
Rundt om øllet sværmed’ flokke,
zarens tjenere og kokke.
Der var fest og stort postyr:
"Lad os få et eventyr!"
"Ja!" sa’ alle hoffets spidser.
"Et om trolde eller nisser?"
"Nej, kun ét har interesse -
om en virkelig prinsesse!"
"Godt, hvis det er det, det gælder,
Hører I - mens jeg fortæller."
"Langt herfra på fjerne have
bor prinsesse Gyldengave,
skønnere end alle piger,
fjernt fra alle kendte riger,
fjernt fra alle kendte stater,
mellem hajer og pirater.
Hende må de alle skåne,
hun er barn af sol og måne.
I sin smukke røde kjole
er hun skøn som tusind sole.
Og mens båden vipper stille,
har hun harpen, hun kan spille.
Ingen så så smuk en kvinde.
Ingen - si’r man - finder hende."
"Det skal Ivan! Den bli’r værre,"
sa’ den onde kammerherre
ved sig selv - og lo ondskab:
"Kommer det for zarens kundskab,
at der er en skøn prinsesse,
får han lyst og interesse."
Og han løb til zarens dør,
og han bukkede som før,
og han tisked’ og han smisked’,
mens han helt fortroligt hvisked’:
"Dine folk - vel hundred tror je’ -
sad og hørte en historie
om prinsesse Gyldengave,
som ror rundt på fjerne have
med et skær, man kun kan låne
som et barn af sol og måne.
Hun er jordens bedste kvinde.
Ingen, si’r man, finder hende.
Hun var lige no’ed for dig!
Da stod Ivan op og skreg:
‘Bringe hende inden døre,
det kan jeg da sagtens gøre!"
Da blev zaren fyr og flamme:
"Hent mig Ivan med det samme.’
Han blev vækket, hvor han lå,
og kom ind med nattøj på.
"Jeg har hørt, du praler med,
at du nemt kan ta’ af sted
og på fjerne verdenshave
nå prinsesse Gyldengave,"
sa’ den gamle strenge zar.
"Er det rigtigt? Nå - så svar!"
Ivan græd i stride strømme:
"Det må jeg ha’ sagt i drømme,
Hende kan man ikke finde -
Jeg kan ikke finde hende!"
Zaren råbte: "Du har pralet.
Derfor har jeg nu befalet,
at du fra de fjerne have
ta’r prinsesse Gyldengave.
Gør som jeg har talt og tænkt,
ellers bli’r du kvalt og hængt."
Ivan græd og vendte om
til sin stald. Og hesten kom:
"Kære, kære pukkelryg,
nu er zaren virk’lig styg,
han forlanger, jeg skal finde
verdens allerbedste kvinde
på de fjerne verdenshave.
Hun bli’r kaldt for Gyldengave.
Hun er født af sol og måne.
Jeg er angst og ved at dåne.
Jeg kan aldrig finde hende,
denne sjældne fine kvinde -
i en båd og med en åre!"
Hesten sa’e: "Tør din tåre.
Denne ting er let at lave
vi ta’r bort til fjerne have
og vi finder Gyldengave.
Sig til zaren: "Vi bli’r glade,
hvis vi får lidt guldbrokade,
der er syet som et telt -
ellers bli’r du ingen helt -
og i guld en kniv og gaffel,
som man bru’r ved zarens taffel.
Endelig, min søde knægt,
må du ha’ lidt sød konfekt,
som gør hende smadderglad
og er godt som lokkemad."
Disse ord blev zaren meldt.
Ivan fik sit gyldne telt
Og desuden fik han slikket
og selvfølgelig bestikket.
Næste morgen red de væk
med en tung og sælsom sæk.
Pukkelryggen følte vægten
af bestikket og konfekten.
Rask blev vejen lagt tilbage
og de red syv lange dage.
På den ottende præcis
var de der naturligvis.
Hesten stamped med sin hov.
De var tæt ved strand og skov.
Pukkelryggen sa’ begavet
"Kan du se - der ligger havet!
Det er der et sted, hun ror,
men bemærk dig mine ord,
hun går af og til i land
på en fjern og fremmed strand.
Skynd dig derfor, kære helt,
rejs dit guldbrokade-telt,
stil lidt sød konfekt derinde
så måske vi fanger hende!
Læg dig stille bag ved teltet
- rør du dig, er planen væltet.
Lig helt stille, til hun kommer,
varm og rød som sol og sommer.
Hun vil spise af konfekten
(hun har ingen angst for vægten).
Teltets dør står lidt på klem,
så ta’r hun sin harpe frem.
Når du hører hendes spil,
skal du hurtigt springe til.
Og jeg be’r dig holde fast,
kald på mig i største hast.
Anbring hende ganske tryg
på min lille pukkelryg."
Vupti så var hesten væk
Ivan la’ sig glad og kæk
bag ved teltets guidbrokade
ved et kighul, som han ha’de.
Gyldengave steg i land
og gik ind på Ivans strand.
Ivan sukked’: "Vil man sige,
hun er denne smukke pige?
Hendes ben er ikke lige, de er skæve,
gudbevares, og de minder om asparges.
Hun er bleg og grim og fregnet.
Det var ikke som beregnet!
Om jeg så fik kejserkrone,
tog jeg ikke så’n en kone!"
Nu begyndte hun at spille.
Da blev Ivan ganske stille.
Hestens ord gik rent i glemme,
da han hørte hendes stemme.
Strengespil og måneskin!
Da sov Ivan stille ind.
Hesten sparked’ med sin hov:
"Idiot - du lå og sov -
og så sejled’ hun sin vej.
Hvorfor har du svigtet mig?"
Ivan græd og græd igen
og sa’: "Undskyld, kære ven,
jeg var ude af balance,
giv mig dog en anden chance."
Pukkelryggen sa’: "Måske
hjælper Gud - nu får vi se!
Da du sov, blev planen væltet.
Men hun går igen til teltet.
Hun vil nemlig lægge vægt
på at få lidt mer’ konfekt.
Men vær vågen og på vagt,
ellers går det galt som sagt."
Ivan lå bag teltets kant,
da hans pukkelryg forsvandt.
Ivan gik på sine ben
ned og fandt ti skarpe sten,
plus de rustne søm han så,
og dem lagde han sig på -
for at han ku’ ligge vågen.
(Han var altid vaks ved lågen).
Gyldengave steg i land
og gik op på Ivans strand
og fra teltets guidbrokade,
så han hende stå og bade.
Derpå gik hun ind i teltet.
Nær var planen atter væltet,
da hun rørte harpens streng.
Ivan sa’e: "Nej, min dreng!
Nu må søvnen drive over.
Pas nu på, du ikke sover!
Pukkelryg - hjælp denne gang!"
Og mens Gyldengave sang,
hørte man, at Ivan sprang:
"Hej, nu har vi fanget hende -
eventyrets sjældne kvinde!"
Og med denne muntre sætning
greb han fast i hendes fletning.
Hesten sa’e: "Det må jeg sige.
Du har fanget denne pige!
Det var dygtigt, skal du vide.
Op pa mig - og lad os ride.
I en fart red de tilbage
det tog under otte dage.
Zaren gav sig til at stønne:
"Ak min søde, gode, skønne -
tag dog plads på denne trone -
lad os være mand og kone."
Men hun sa’: "Det vil jeg ikke!"
Så blev zaren ved at tigge.
Tænk, han kravled’ på sin mave
rundt om hende Gyldengave
og han kyssed hendes tå.
Det var sært at kigge på!
"Gift dig med mig - sig du vil -
ellers dør jeg og går til."
"Nej," sa’ hun og stirred’ stift.
"Gift dig - ellers ta’r jeg gift."
Men hun lod som ingenting.
"Hvis du skaffer mig min ring,"
sa’ prinsesse Gyldengave,
"den er tabt i fjerne have.
Før den tredie dag er omme,
må et bud med ringen komme.
Her på bordet skal den ligge,
ellers gifter jeg mig ikke!"
Nu blev zaren fyr og flamme:
"Hent mig Ivan med det samme."
Ivan kom og zaren skreg:
"Ivan, jeg befaler dig,
find en ring i fjerne have
til prinsesse Gyldengave!"
"Jeg er træt og jeg må hvile,
jeg har redet mange mile.
Lad mig sove. Må jeg godt?"
"Nej, af sted - min undersåt -
brug de kræfter du kan bruge,
jeg vil giftes om en uge!"
Gyldengave hvisked’ stille:
"Hør nu, Ivan, hvad jeg ville,
lyt nu til min bøn, min egen,
hvis du ser min mor på vejen,
spørg, hvorfor hun ikke skinner -
sig, jeg savner hendes kinder.
Og når du har mødt min moder,
så tag ud og find min broder.
Han har gemt sig bag en sky,
sig jeg venter ham på ny."
Ivan sa’ med bange blikke:
Men - jeg kender dem jo ikke.
Hvem er det, der krøb i ly?
Hvem har gemt sig bag en sky?"
Og hun svarede ham sært:
"De er alt hvad jeg har kært.
Moder måne er min moder.
Broder sol - det er min broder."
Ivan lå i staldens hø
græd og tænkte på at dø.
Men en pukkelrygget ven
trøsted’ ham engang igen:
"Lille Ivan - hør min egen,
Hvad er der mon nu i vejen?"
Ivan hulked’: "Slemme ting.
Jeg skal finde hendes ring,
som er tabt på havets bund,
og derefter skal jeg kun
op og hilse sol og måne.
Hvorfor skal jeg la’ mig håne?"
Hesten sa’: "Hvor let et job.
Vi skal bare tidligt op!"
Natten kom og natten fløj.
Ivan gik og tog tre løg,
red så hastigt imod vest
på en pukkelrygget hest,
som var kærlig, god og klog.
Hermed slutter denne bog.
Denne rejse blev den bedste.
Den beskrives i den næste.
