– fortsat
Den lille pukkelryggede hest
At fortælle en handling er ikke så stort.
En handling er hurtigere sagt end gjort.
Vil du høre et nyt lille eventyr
om Ivan den heldige lille fyr
og det rødbrune, pukkelryggede dyr?
Så se på billedet. Se den springer
og flyver så højt, som havde den vinger.
Den flyver imellem torden og lyn
og er et ganske utroligt syn.
Den ryster sin manke mod solens glorie
og her begynder en ny historie.
Du husker vel Ivan, som de kaldte dum,
men som tjente en større pengesum
og som ret så tidligt drog hjemmefra
og passede heste hos Ruslands zar.
Han tjente godt på sin fine plads
og bo’de som fyrste i zarens palads.
Han glemte hurtigt sin gamle far.
Han havde det pragtfuldt hos Ruslands zar
og når man sådan bli’r båret frem,
så glemmer man let sit barndomshjem.
Det er jo kun, når man kommer i klemme,
man kommer i tanker om dem derhjemme.
Han klædte sig fint som en statsminister
og havde tøj i en masse kister.
Han havde kasketter og gyldne sko og
jakker i fløjl og i silke, jo,
og en guldpyjamas til måneskinsnætter
og til middagen spiste han 14 retter.
Misundelse finder man altid desværre.
På slottet bo’de en kammerherre,
som ville lave et ondt komplot,
så Ivan ku’ fyres fra zarens slot.
Men han var forsigtig, så ingen på slottet
fik mindste anelse om komplottet.
Han gik forsigtigt og skulende rundt
og ønskede Ivan sku’ få det ondt
og senere få det meget værre.
Det var en misundelig kammerherre!
Han lod, som om han nærede venskab
og spionerede og fik kendskab
til, at hestene aldrig blev striglet og passet
og dog var en fryd for hele paladset.
De stod så funklende pæne og nettede
med skinnende flanker og mankerne flettede.
Skønt ingen fodrede dem dernede,
var krybberne fulde af dejlig hvede.
Hvordan gik det til? Og på hvilken måde
fik hestene foder? Det var en gåde.
"Kan det være en trold? Kan det.være en nisse?”
sa’ kammerherren, hvis ører var spidse.
"Jeg skal finde ud af den gåde – jeg skal!
i nat vil jeg ligge i Ivans stald
og bruge øjne og bruge ører
og så får vi se, hvad jeg ser og hører!”
Af nysgerrighed var han nær ved at dø,
da han gemte sig ude i staldens hø.
Og så blev det midnat. Den sorteste sorte.
I stormen klapred’ paladset porte.
Man hørte kattenes klagende kalden
og kammerherren krøb frem i stalden.
Han lå som et lille føl i en bås
med sænked ho’de og oprejst mås.
Han lå og blev skrækkelig træt, hvor han lå.
Da hørte han pludselig døren gå.
Han rysted’ af skræk og blev isnende kold.
Var det et spøgelse eller en trold?
Han følte rædsel og angst dernæst –
da så han den pukkelryggede hest
og en fyr, der lignede Ivan lidt.
Det var knapt så uhyggeligt, skønt han var svedt.
Han lignede Ivan, ham der var kommen.
Han trak et tørklæde op af lommen.
I tørklædet havde han ildfuglens fjer,
der lyste som fosfor og meget mer.
"Nå, det var gåden, javel, javel –"
sa’ kammerherren højt til sig sel’,
så han var lige ved rent at forglemme sig
og glemme, at han sku’ ligge og gemme sig!
Og ham, der lignede Ivan, sang
og striglede heste en grundig gang
og pudsede deres pusselanker
og flettede hestenes smukke manker.
Og kammerherren fik gåsehud
og tænkte: "Trolden har klædt sig ud!
Jeg mærker hans trolddom inde i øjet.
Han ligner jo Ivan en smule i tøjet.
For det første så har han den røde trøje.
Den ligner Ivans så tem’lig nøje.
Og støvler, der når ham helt op til lår’ne,
jo, man må sige han klæ’r sig bedårende!
Det ligner Ivan,” tænkte han lettet.
(Det var jo Ivan. Det har du gættet)!
Spionen, der lå derinde i båsen,
han kløed’ sig eftertænktsomt i måsen
og tænkte: "I morgen går jeg til min zar
og så får jeg fyret den dumme nar.”
Imens sang Ivan – munter i tonen –
han vidste jo ikke no’ed om spionen.
Han flettede manke på hestenes ho’der
og sørged’ for både vand og foder.
Og fyldte de krybber, der før var tomme,
og så stak han ildfjeren ned i sin lomme.
Og herpå gik Ivan også til ro.
Så lå de og blundede begge to.
Først stod kammerherren op,
skræved’ over Ivans krop,
listed’ ud på snu maner
med den sjældne ildfugls fjer.
Listed’ hen til zarens dør,
hvor han banked’ længe, før
zaren råbte med en snerren:
"Hvem der?” "Mig,” sa’ kammerherren.
Som en gammel nikkedukke
blev han ydmygt ved at bukke:
"Jeg har noget nyt at melde.”
"Godt, så skynd dig at fortælle,
er det løgn, så ved du takken
er, at du får no’en på frakken!”
"Gud velsigne zarens slot,
hvad jeg si’r er sandt og godt.
Ivan passer jeres heste,
men har snydt jer for det bedste.
Men her er det, som I ser,
en fantastisk ildfugl–fjer.”
"Hvad? En ildfugl–fjer?” sa’ zaren
– og så tændte han cigaren.
"Har han gemt den!” sa’ han gnaven,
"så skal han ha’ pisk på maven!”
Men den onde kammerherre
sa’e: "Det er meget værre!
Han har pralet mange gange
og sagt: "Jeg kan sagtens fange
ildfugi og få den hertil,
hvis jeg gider eller vil.
For jeg ved jo, hvor den fløj!”
(Kammerherren stod og løj)!
Zaren sad i sin qlkove
og ku’ ikke Iæng’re sove.
Og den smukke ildfjers flamme
fik ham nærmest til at stamme:
"Skaf mig fuglen – mere – mere!
Og lad fjolset arrestere!”
De fôr alle hen til døren,
men kom ikke læng’re, førend
de løb lige på hinanden,
fik en bule hver i panden.
Zaren lo så højt af dem,
at de gjorde det igen!
Alle hoffets skøre kugler
gik omkring med store buler!
Zaren holdt så meget af det,
at han gav dem nye hatte!
Derpå styrtede de alle
lige ned til zarens stalde,
Ivan lå og sov i høet,
de slog løs på bøllefrøet,
og for så at fremme sagen
stak de ham en fork i bagen,
og da Ivan følte forken,
blev han vågen af sin snorken!
"Dumme hoffolk – fy for katten –
skal man vækkes midt om natten?”
råbte Ivan uvilkårligt
"Jeg har tilmed sovet dårligt!”
"Nu er drivertiden omme,
zaren si’r, at du skal komme.”
Ivan gned sit højre øje
og trak i sin røde trøje,
vasked’ ansigt, vasked’ hænder,
spændte bælte, børsted’ tænder,
og så gik han, som han var,
ind til mødet med sin zar.
Til paladset ankom drengen,
zaren sad endnu i sengen.
Ivan sa’: "Jeg stødes over,
at du kalder, mens jeg sover.
Det er ordre uden dækning.
Jeg har ikke bedt om vækning.”
Zarens øjne lyste vilde,
og han råbte: "Ti dog stille!
Du er fræk. Jeg tror, du glemmer,
jeg er zar – og jeg bestemmer.
Det er mig, der er fornærmet.
Ond i sulet. Stødt på ærmet!
Du har skjult din ildfugls fjer.
Hvad er det dog for ideer –
alt er mit – i dette rige!
Nå, hvad har du så at sige?
Giv mig den – så er det godt.
Hid med fjeren, undersåt.”
"Jeg har ingen ildfuglfjer!”
"Nej, du har den ikke mer,”
råbte zaren, gal i skralden,
"vi har fundet den i stalden.
Og her har jeg den, min ven.
Kan du kende den igen?”
Ivan hvisked’:’ "Milde himmel!”
og blev både angst og svimmel.
Og så faldt han, som han stod,
lige ned for zarens fod.
Råbte skræmt med gråd i øjet:
"Tilgiv zar, at jeg har løjet!
Slå mig ikke, nåde, nåde!”
Zaren sa’: "Lad mildhed råde!
Bring en ildfugl til paladset
ellers er dit liv forpasset.”
"Høje zar – det kan jeg ikke.”
"Godt, så hæng ham i en strikke.
Du har pralet med, du kunne.”
"Nej, det kan jeg ingenlunde!”
"Jeg forlanger, den bli’r bragt,
ellers bli’r du hængt, som sagt.
Hent den til mig, din kanalje,
eller prøv min nye galge!
Bring mig fuglen eller dø!”
Ivan lå i staldens hø
efter mødet med sin zar,
og han græd – og søgte svar.
Hvem ku’ hjælpe ham i nøden.
Det var fuglen – eller døden!
Men en pukkelrygget ven
stak sin bløde mule hen,
hvor han lå i krampegråd
"Kan jeg hjælpe dig med no’ed?”
Ivan tog den rundt om flanken
og la’ kinden ind til manken
"Enten skal en ildfugl bringes
eller osse skal jeg hænges –
det har zaren nu bestemt!”
Hesten svared’: "Har du glemt,
at jeg sa’: "Lad fjeren ligge!
Men det ville du jo ikke.
Nu ta’r skæbnen sig betalt,
derfor går det dig så galt.
Mine ord var ingen løgne!
Ivan, tør nu dine øjne!
Alt kan blive godt igen,
pukkelryggen er din ven.
Skynd dig op og bed vor zar
om at få to store kar,
korn og vin må vi ha’ med,
og så drager vi af sted.
Men nu haster det, du lille,
vi har ingen tid at spilde!”
Så fôr Ivan op til zaren,
som af vrede smed cigaren.
Ivan sa’: "Her er mit svar.
Du må hjælpe, kære zar!
Jeg får brug for mangen vare,
ellers bli’r det svært at klare.
Allervigtigst, kære zar,
er to store pæne kar
og en hel del korn og vin,
får jeg det, så er den fin.
Så kan jeg i morgen tage
ned til fuglen og tilbage.
Giv mig det og giv mig fred,
så får jeg en ildfugl med.”
Zaren smiled’ og forstod
og sa’: “Ivan, du har mod.
Det er dejligt, som du taler.
Tjener, gør, som han befaler!”
Næste morgen stod han op,
bandt en sæk til hestens krop
over hestens hestedækken
og kom korn og vin i sækken
og til sidst de store kar,
så var han og hesten klar.
Sikke dog en fart, de skød.
Ivan med en humpel brød,
som han åd i hastig tyggen,
mens han sad på pukkelryggen.
Og så gik det ellers lige
mod den fjerne ildfugls rige.
Vejene blev lagt tilbage,
og der gik syv lange dage.
På den ottende dernæst
stopped’ Ivans lille hest.
“Se, den lille høj af søl'”
hviskede det lille føl,
“smukkere end et palads.
Det er ildfugls redeplads.”
Ivan løfted’ sine bryn,
det var dog et pragtfuldt syn!
Som smaragd og guld og sølvtøj
glimtede den lille sølvhøj.
“Skynd dig, Ivan, og gør klar,
tag og fyld det ene kar,
- korn og vin er sammenbiandet
- og så gem dig bag det andet.
Hold dig vågen, søde skat,
i dit kar den hele nat.
Når det så bli’r morgenstund,
så skal du se guld i mund!
Ildfugl kommer til dit kar,
fang det første eksemplar.
Hold det fast og slip det ej
og så tag og kald på mig.
Du må handle i en hast
og må holde rigtig fast.”
“Jamen, hvis den ildfugl brænder,
brænder jeg jo mine hænder.
Det kan vist umuligt gå.
Jeg må nok ta’ vanter på!”
Ivans lille hest var væk
Pluds’lig blev det mørkt som blæk.
Ivan la’ sig under karret
spændt og glad og velforvaret.
Før den sorte nat var omme,
så han første ildfugl
komme og med den en flok, der skar,
som et bål mod Ivans kar.
De åd rask af korn og vin
Ivan tænkte: “Den er fin!
Jeg ku’ vist på ét sekund
fange hele dette bundt!
Så blev zaren nok tilfreds
Der er mere end halvtreds!
Nej, hvor deres lys dog skinner.
Jeg får guld på begge kinder.
Sikken ild og sikken lue,
hjemme i min barndomsstue
la’ jeg ovnens glød til rette.
Den var ikke stærk som dette!”
Ud af karret straks han sprang,
greb om ildfugls vingefang.
(Av, det skar som kniv og sabler -
han fik nogle slemme vabler -
ild og glød og skarpe kanter,
og han glemte sine vanter)!
Han var lige ved at græde,
men så kom hans hest til stede,
for han råbte: “Pukkelryg!”
Hesten sa’: “Vær ganske tryg.
Skynd dig og gem fuglen
væk i den store varme sæk.
Hurtigt gjorde Ivan dette
og fik resten til at lette,
svang sin sæk og laved’ støj,
så den store ild-flok fløj.
“Jeg har fanget en af dem.
Nu går turen atter hjem.”
Atter stod han for sin zar:
“Har du fuglen? Hvabbehar?
Har du ildfugl i din sæk
eller mon den smutted væk?”
“Jo jeg har den.” (“Ja, desværre,”
sa’ den sure kammerherre -
ham, der ønsked’ Ivans fald,
og bestjal ham i hans stald).
"Vent nu lidt,” blev Ivan ved.
"Vi må først ha' rullet ned,
luk og pas på gennemtrækken,
før jeg lukker op for sækken.”
Der blev mørkt på zarens slot -
buldermørke! “Det er godt,”
råbte Ivan - løsned’ sækken.
Alle hoffolk følte skrækken.
Zaren råbte: “Skaf os vand,
der er blevet ildebrand!”
Og hans røst gik op i højden:
“Vi må ringe efter sprøjten.”
Ivan svared’: “Kære mand.
Der er ingen ildebrand.
Det er ildfuglen, som flyver.
Kan du se, jeg ikke lyver,
den er lys og skøn og klar.
Jeg har bragt den til min zar.”
Zaren smilte: “Kære du,
vær min kammerherre nu.”
Kammerherren - ham den anden -
tænkte: “Er han fra forstanden?
Ivan styre inden døre?
Hvad skal jeg så gå og gøre?
