– fortsat

Den lille pukkelryggede hest

<<
De slog kors og gav hinanden
nogle våde kys på panden.
"Den kan Ivan ikke stikke!
Han er dum – og ser det ikke!"
Søndag trak de så fornøjet
begge to i søndagstøjet.
Ud og stjæle – lige meget,
først så bad de, som de plejed’,
så af sted på eventyr.
Fæle brødre! Stakkels dyr!
Det blev nat og mørkt på engen.
Da sprang Ivan ud af sengen.
Nu sku’ vores glade ven
hen til hestene igen.
Derfor løb han let og glad
med en humpel fedtemad.
Men da Ivan end’lig kom,
så var stalden næsten tom.
Der var kun en lille rest:
Kun en pukkehygget hest.
Trods hans klagen og hans kalden
var der ikke fler’ i stalden.
Man kan høre Ivan klage:
"Kom tilbage, kære plage!
Fik I ikke vand og havre?
Var I syge, var I magre?


Smukke dyr, med gyldne manker.
Hvem har fået tyve–tanker?
Hvem har snydt jer? Hvem bedrog jer?
Hvilken djævel kom og tog jer?
Pokker tag det lumske væsen.
Lad ham dø – og brække næsen.
Mine smukke gyldne heste!"
– og han græd: "Hvad bli’r det næste?"
Men den lille pukkehyg
hvisked’: "Du kan være tryg.
Hør nu bare lidt på mig.
Jeg vil nemlig hjælpe dig.


Og jeg ved, dit tab er stort.
Det har dine brødre gjort.
De er onde – fyldt med løgne.
Ivan, tør nu dine Øjne.
Vi har ikke megen tid –
sæt dig op på mig og rid.
Hold så fast – jeg gi’r et hop,
og så går det i galop.
Jeg er nok lidt skæv i kroppen
men en mester i galoppen!"
Så sprang Ivan op på hesten
og så fløj de gennem blæsten.
Ivan holdt i hestens øre,
lod sig bære, lod sig føre.
Uden rast og uden hvil
fløj den som en afskudt pil.
Og da de holdt op at flyve,
fandt de begge hestetyve.
Ivan så de bange blikke
og sa’: "Skammer I jer ikke?
Jeg er ikke noget særlig,
men til gengæld altid ærlig.
I er et par kloge sjæle.
Tænk, at I vil gå og stjæle!"
Begge brødre så på ham,
mens de rødmede af skam,





og så sa’ den ældste bror:
"Kære Ivan, hør mit ord –
Du har ret, at den er gal.
Det er ondt, vi sådan stjal
disse dyr med gyldne manker,
men forstår du, den slags tanker
får man, når man mangler penge,
og det har vi manglet længe.
Vi var faktisk helt på spanden
og så sa’ vi til hinanden:
Far er fattig og det bedste
er at sælge disse heste.
Det kan gi’ os 1000 rubler.
Derfor stjal vi uden skrupler.
Pengene skal gå til gården
ellers ryger den i morgen."
Ivan tænkte: "Hvor de vrøvler!"
"Du sku’ ha’ no’en flotte støvler,
splinternye, prima–læder!"
Ivan tænkte: "Se – de græder!"
"Godt," sa’ Ivan, "tag mig med,
lad os bare holde fred."
(Falsk og snedigt sa’ de andre:
Ja, sa lad os sammen vandre.
Men hvis tanker kunne myrde
ville Ivan dø og styrte).
Så begyndte de at gå.
Mens de gik faldt mørket på.
Natten blev så sort som beg.
De ku’ dårligt finde vej.
Længe gik de uden mål,
til de pluds’lig så et bål.
"Ivan," sa’ de, "søde ven,
prøv engang at gå derhen
– prøv engang og snak med manden –
(og de blinked’ til hinanden).
Ivan gik – for han var skør.
Begge tænkte: "Gid han dør!"
Men trods mørket sad han tryg
på sin lille pukkelryg.
Råbte: "Hopla – hallohoi!"
Og med fnys og megen støj
strøg hans hest igennem vinden,
blæsten strøg ham over kinden.
Begge tænkte: "Fanden ta’r ham –
Hvilken djævel, der dog bar ham!"
Mens de begge følte gyset,
red nu Ivan frem mod lyset –
og han skimted’ i det samme
lys som fra en hellig flamme!
"Sært er synet, som jeg møder,
uden røg og uden gløder!"

"Ja," han hvisked’ med et gys.
"Det var da et mærk’ligt lys!"
"Ja," sa’ hesten," rør den ikke.
Den er farlig. Lad den ligge!
Sorg vil komme – uheld sker,
hvis man rører ildfugls fjer"
"Vrøvl," sa’ Ivan dumt, "se her,
jeg vil gemme ildfugls fjer!"
Hesten sa’: "Nej, lad den ligge!"
Men det ville Ivan ikke.
Hurtigt red han til de to,
som blev ved at stå og glo.
For de troede, han var død.
Ivan sa’: "Jeg fandt en glød,
og jeg pustede derhenne
for at få den til at brænde.
Men kun aske var at se."
Begge brødre måtte le,
og de vred sig rundt og lo,
medens Ivan faldt til ro.
Han blev rusket, han blev sparket
da de sku’ af sted til marked.
Og de fandt en markedsplads
over for et stort palads.
Nu var det en tradition,
at en høj og fin person,


byens vise hr. borgmester,
åbned’ alle markedsfester.
Før han kom i pragt og ynde,
måtte intet salg begynde.
Alle vented’, indtil han
ankom fulgt af hundred’ mand.
Rundt omkring ved markedsboder
så man små og store ho’der.
Pluds’lig råbte alle gæster:
"Hør, nu kommer hr. borgmester!"



Røde ryttere blev set.
Der lød trut fra en trompet.
Og en rytter red og skreg:
"Markedsfolk, hør her på mig.
Husk den første regel lyder:
Ingen lyver! Ingen snyder."
Så var markedspladsen åben.
Der lød skrigen, der lød råben.
"Lad Dem end’lig ikke narre,
kom og køb en billig vare."
Og fra pladsen lød en syden:
"Ingen lyven – ingen snyden!"
Nye folk blev ved at komme,
pengesedler skifted’ lomme.
Med et listigt glimt i øjet
blev der både snydt og løjet!
Og nu red den hr. borgmester
med et tyve mands orkester
lige ind i men’skevrimlen.
Hvad er denne sammenstimlen?
Alle hørtes hviske–tiske,
pluds’lig lød et smeld af piske.
Hr. borgmester’n ville vide,
hvad der foregik – Til side!
Folkemassen lod sig splitte
og han så i deres midte


et par dyr med gylden manke,
han kan høre hjertet banke,
selv blandt hundred tusinde
heste var dog disse her de bedste,
sikken manke, sikken hale!
Folket lytter til hans tale:
"Se, Guds verden er et under,
skønt man grubler, skønt man grunder,
er Guds verden mere værd!
Se de skønne heste dér!



Disse heste slår rekorden!
Jeg forlanger ro og orden!
Ingen tummel og tumult,
lad min ordre blive fulgt!
Disse dyr må ingen vælge.
Disse dyr må ingen sælge.
Mine vagtmænd – pas på varen!
Jeg må op og træffe zaren!
Og så fo’r han gennem staden.
Zaren sad ved morgenmaden.
Der var friskbagt kringle dér.
Han faldt ned på sine knæ’r
Og han råbte: "Kære zar!"
Zaren mumled’: "Hvabbehar?
Hvad har jeg med dig og skaffe
Jeg vil ha’ min morgenkaffe."
"Kære zar, så lån mig Øre."
"Godt," sa’ zaren – "lad mig høre!"
"Jeg red ind på markedspladsen
tværs igennem folkemassen
og jeg så oh, store zar,
et fantastisk hestepar
smukke manker, flotte heste,
kære zar, de allerbedste,
som er set på disse kanter
funklende som diamanter!"





"Herligt, herligt!" råbte zaren,
"lad os gå og se på varen!
Medbring mine pengesække
for jeg tror, jeg ta’r dem begge.
Lad os se, hvad du har set,
hent nu hurtigt min karet.
Bring mig kåben – og afsted.
Jeg kan ta’ en krydder med."

Da de så den høje zar,
råbte alle folk: "Hurra.
Zaren byder! Folket lyder!"
Zaren løftede sin krydder,
hilste muntert folkemassen
og steg ud på markedspladsen.
"Sikke heste, sikke plage,
aldrig har jeg dog set mage!"
råbte zaren som i tanker,
mens han klapped’ deres manker.

"Vis mig ham, der ejer dem!"
Stolt og glad stod Ivan frem,
skubbede til sine brødre,
hesten snupped’ zarens krydre!
"Nå, hvad ta’r du for de føl?"
"Ti kasketter fyldt med sølv!"



"Top," sa’ zaren, "ti kasketter
fyldes til den sjove fætter.
Og for hand’len og til skatten
gi’ fem rubler ov’n i hatten."
Zaren var en gavmild zar.
Det var lige, hvad han var
Zaren klappede fornøjet,
ti mænd kom med seletøjet.



Deres tøj bar gyldne kanter,
guld og sølv og brillianter
og i begge hestes sele
sad rubiner og det hele.
Selerne blev sat på plads.
Turen gik til hans palads.

Men de unge dyr fik nykker
og rev selerne i stykker
gallopered’ uden holdt
(skønt de nu var købt og solgt)
hen til Ivan, vores ven,
som fik begge dyr igen.

Zaren hviled’ på sin divan,
lod en tjener hente Ivan,
og da Ivan end’lig kom,
sa’e zaren: "Tænk dig om,
disse dyr, som du har passet,
bør nu blive på paladset.
Men jeg ved, de løber hjem,
hvis du ikke passer dem.
Vil du blive på mit slot?
Du skal få det mægtig godt
og dit job bli’r ikke hårdt.
Jeg vil gøre dig til Lord.
Du får glans og du får hæder,
guidbrokade, nye klæder.
Gavmild, ved du, er din zar.
Nå, hvad si’r du så til svar?"
Ivan lo: "Det lyder godt.
Jeg skal leve på dit slot
og få guld og mange penge.
Lov, at jeg må sove længe,
kære zar, min dovne krop
hader nemlig at stå op."

Sådan nåed’ Ivan højden,
gik omkring med munter
fløjten fulgt af alle sine heste –
pukkelryggen var den bedste.
Brødrene tog hjem med søl’
og fik råd til mad og øl,
leved’ deres dage hen
som to glade ægtemænd.
Tiden gik – de glemte osse,
at de syn’s, han var en tosse!

Ivan selv fik mange glæder,
steg i glans og steg i hæder,
gik omkring i zarens stalde
og beundredes af alle.

Misted’ ildfug!s gyldne fjer,
som han fandt – og meget mer’.
Gifted’ sig med zarens pige
og blev herre i hans rige,
redded’ hele 30 skibe,
som var kommet slemt i knibe.
Han blev ægtemand og far
og omsider Ruslands zar!

Næste kapitel