De slog kors og gav hinanden
nogle våde kys på panden.
"Den kan Ivan ikke stikke!
Han er dum – og ser det ikke!"
Søndag trak de så fornøjet
begge to i søndagstøjet.
Ud og stjæle – lige meget,
først så bad de, som de plejed’,
så af sted på eventyr.
Fæle brødre! Stakkels dyr!
Det blev nat og mørkt på engen.
Da sprang Ivan ud af sengen.
Nu sku’ vores glade ven
hen til hestene igen.
Derfor løb han let og glad
med en humpel fedtemad.
Men da Ivan end’lig kom,
så var stalden næsten tom.
Der var kun en lille rest:
Kun en pukkehygget hest.
Trods hans klagen og hans kalden
var der ikke fler’ i stalden.
Man kan høre Ivan klage:
"Kom tilbage, kære plage!
Fik I ikke vand og havre?
Var I syge, var I magre?

Og jeg ved, dit tab er stort.
Det har dine brødre gjort.
De er onde – fyldt med løgne.
Ivan, tør nu dine Øjne.
Vi har ikke megen tid –
sæt dig op på mig og rid.
Hold så fast – jeg gi’r et hop,
og så går det i galop.
Jeg er nok lidt skæv i kroppen
men en mester i galoppen!"
Så sprang Ivan op på hesten
og så fløj de gennem blæsten.
Ivan holdt i hestens øre,
lod sig bære, lod sig føre.
Uden rast og uden hvil
fløj den som en afskudt pil.
Og da de holdt op at flyve,
fandt de begge hestetyve.
Ivan så de bange blikke
og sa’: "Skammer I jer ikke?
Jeg er ikke noget særlig,
men til gengæld altid ærlig.
I er et par kloge sjæle.
Tænk, at I vil gå og stjæle!"
Begge brødre så på ham,
mens de rødmede af skam,

og så sa’ den ældste bror:
"Kære Ivan, hør mit ord –
Du har ret, at den er gal.
Det er ondt, vi sådan stjal
disse dyr med gyldne manker,
men forstår du, den slags tanker
får man, når man mangler penge,
og det har vi manglet længe.
Vi var faktisk helt på spanden
og så sa’ vi til hinanden:
Far er fattig og det bedste
er at sælge disse heste.
Det kan gi’ os 1000 rubler.
Derfor stjal vi uden skrupler.
Pengene skal gå til gården
ellers ryger den i morgen."
Ivan tænkte: "Hvor de vrøvler!"
"Du sku’ ha’ no’en flotte støvler,
splinternye, prima–læder!"
Ivan tænkte: "Se – de græder!"
"Godt," sa’ Ivan, "tag mig med,
lad os bare holde fred."
(Falsk og snedigt sa’ de andre:
Ja, sa lad os sammen vandre.
Men hvis tanker kunne myrde
ville Ivan dø og styrte).

"Ja," han hvisked’ med et gys.
"Det var da et mærk’ligt lys!"
"Ja," sa’ hesten," rør den ikke.
Den er farlig. Lad den ligge!
Sorg vil komme – uheld sker,
hvis man rører ildfugls fjer"
"Vrøvl," sa’ Ivan dumt, "se her,
jeg vil gemme ildfugls fjer!"
Hesten sa’: "Nej, lad den ligge!"
Men det ville Ivan ikke.
Hurtigt red han til de to,
som blev ved at stå og glo.
For de troede, han var død.
Ivan sa’: "Jeg fandt en glød,
og jeg pustede derhenne
for at få den til at brænde.
Men kun aske var at se."
Begge brødre måtte le,
og de vred sig rundt og lo,
medens Ivan faldt til ro.
Han blev rusket, han blev sparket
da de sku’ af sted til marked.
Og de fandt en markedsplads
over for et stort palads.
Nu var det en tradition,
at en høj og fin person,

Røde ryttere blev set.
Der lød trut fra en trompet.
Og en rytter red og skreg:
"Markedsfolk, hør her på mig.
Husk den første regel lyder:
Ingen lyver! Ingen snyder."
Så var markedspladsen åben.
Der lød skrigen, der lød råben.
"Lad Dem end’lig ikke narre,
kom og køb en billig vare."
Og fra pladsen lød en syden:
"Ingen lyven – ingen snyden!"
Nye folk blev ved at komme,
pengesedler skifted’ lomme.
Med et listigt glimt i øjet
blev der både snydt og løjet!
Og nu red den hr. borgmester
med et tyve mands orkester
lige ind i men’skevrimlen.
Hvad er denne sammenstimlen?
Alle hørtes hviske–tiske,
pluds’lig lød et smeld af piske.
Hr. borgmester’n ville vide,
hvad der foregik – Til side!
Folkemassen lod sig splitte
og han så i deres midte

Disse heste slår rekorden!
Jeg forlanger ro og orden!
Ingen tummel og tumult,
lad min ordre blive fulgt!
Disse dyr må ingen vælge.
Disse dyr må ingen sælge.
Mine vagtmænd – pas på varen!
Jeg må op og træffe zaren!
Og så fo’r han gennem staden.
Zaren sad ved morgenmaden.
Der var friskbagt kringle dér.
Han faldt ned på sine knæ’r
Og han råbte: "Kære zar!"
Zaren mumled’: "Hvabbehar?
Hvad har jeg med dig og skaffe
Jeg vil ha’ min morgenkaffe."
"Kære zar, så lån mig Øre."
"Godt," sa’ zaren – "lad mig høre!"
"Jeg red ind på markedspladsen
tværs igennem folkemassen
og jeg så oh, store zar,
et fantastisk hestepar
smukke manker, flotte heste,
kære zar, de allerbedste,
som er set på disse kanter
funklende som diamanter!"

"Herligt, herligt!" råbte zaren,
"lad os gå og se på varen!
Medbring mine pengesække
for jeg tror, jeg ta’r dem begge.
Lad os se, hvad du har set,
hent nu hurtigt min karet.
Bring mig kåben – og afsted.
Jeg kan ta’ en krydder med."

Da de så den høje zar,
råbte alle folk: "Hurra.
Zaren byder! Folket lyder!"
Zaren løftede sin krydder,
hilste muntert folkemassen
og steg ud på markedspladsen.
"Sikke heste, sikke plage,
aldrig har jeg dog set mage!"
råbte zaren som i tanker,
mens han klapped’ deres manker.

"Vis mig ham, der ejer dem!"
Stolt og glad stod Ivan frem,
skubbede til sine brødre,
hesten snupped’ zarens krydre!
"Nå, hvad ta’r du for de føl?"
"Ti kasketter fyldt med sølv!"

Deres tøj bar gyldne kanter,
guld og sølv og brillianter
og i begge hestes sele
sad rubiner og det hele.
Selerne blev sat på plads.
Turen gik til hans palads.

Men de unge dyr fik nykker
og rev selerne i stykker
gallopered’ uden holdt
(skønt de nu var købt og solgt)
hen til Ivan, vores ven,
som fik begge dyr igen.

Zaren hviled’ på sin divan,
lod en tjener hente Ivan,
og da Ivan end’lig kom,
sa’e zaren: "Tænk dig om,
disse dyr, som du har passet,
bør nu blive på paladset.
Men jeg ved, de løber hjem,
hvis du ikke passer dem.
Vil du blive på mit slot?
Du skal få det mægtig godt
og dit job bli’r ikke hårdt.
Jeg vil gøre dig til Lord.