De kørte med kornet, når vognen var fuld,
og kongen betalte så hveden med guld.
Når vognen var tømt, fik de fyldt deres pung.
Og vognen var let, men pungen var tung!
Og det var jo godt, de fik kornet betalt.
Men nu skal du høre: En dag gik det galt.
Et uhyre trampede i deres korn
og hærgede marken. Om det havde horn?
Det vidste de ikke. Det skete ved nat.
Først næste dag så de, hvor galt det var fat.
Og da var det hæslige uhyre væk.
De dejlige strå havde fået et knæk,
og manden og sønnerne så det jo straks.
Men hvem havde knækket de dejlige aks?
En djævel? En okse? En trold eller kat?
Og lod den sig fange den følgende nat?
Det så man måske, hvis man la’ sig på lur,
og det blev så aftalt – og hver fik sin tur.
Og da det blev mørkt drog den ældste af sted.
(Han tog både øksen og høtyven med)!
Og natten var stormfuld og mørket var stygt,
og så blev han grebet så rædsomt af frygt,
at han mistede både sin kløgt og sit mod
og sprang i den nærmeste høstak, der stod.
Han rysted’ i bukserne: Nu skal jeg dø!
Og først da det lysned’, forlod han sit hø.

Og da han kom ud – sprang han ned i en sø.
Han var halvdød af skræk, men fandt hurtigt på råd,
og der stod han i døren helt drivende våd.
"Hej, søvnige ugler!" det stod han og skreg.
"Kom ned og luk op! Hallo! Det er mig!"
Så vågnede de – og sa’: "Hvad er der sket?
Kom bæstet tilbage? Og hvad har du set?"
"Det regned’, det var et forfærdeligt vejr,
jeg druknede nær i de dyngvåde klæ’r.
Min trøje er våd og min skjorte er våd,
men til uhyret så jeg nu slet ikke no’ed!"
"Min søn," råbte faderen, "du er min skat,
jeg er glad, at du bjærgede livet i nat.
Du har vist, du er tapper, en frygtesløs mand.
Jeg er glad for dit mod. Jeg er stolt af dig, Dan."
Og så blev det aften og så blev det nat.
Så skulle den anden, Gavrillo, ta’ fat.
Han rystede lidt, men drog altså af sted
(Han tog både øksen og høtyven med)!
Men frosten faldt på, det blev bidende koldt,
så smed han den økse og høtyv, han holdt,
og tænderne klapred’, han dirred’ og frøs
og han blev nervøs og han skælved’ og gøs.
Han løb for sit liv i den buldrende nat
og endte på ho’det i naboens krat.
Og så løb han hjem. Det var kun en stump vej.

Da det var forgæves, så råbte hans far:
"Hvis du passer den mark, skal du se, hvad jeg har:
Du skal få nogle kugler – en krone og ti,
og så et par billeder – af dem du kan li’."
Og Ivan blev glad, da han fik den besked.
Han lo ved sig selv, mens han kravlede ned.
Så gik han til marken og la’ sig på vagt
og tænkte på det, som hans far havde sagt.
Og mørket faldt på. Og månen steg frem
og Ivan sad vågen med øjet på klem.
Der sad han på posten og ventede spændt
og talte de stjerner, som langsomt blev tændt.
Da lyste det pluds’ligt fra nord og til syd,
han hørte en underlig vrinskende lyd.
Han rejste sig hurtigt og stod, hvor han stod,
og skygged’ med hånden og stirrede mod
en hoppe så hvid som den hvideste sne
med en manke som purpur og silke og se,
den nåed’ til jorden – et mageløst syn.
Men Ivan han hvisked’ med rynkede bryn:
"Er det dig, der er skurken? Næ, nu er du min.
Skal du gøre os fattige bønder til grin.
Jeg skal ride dig træt! Kan du komme afsted!"
Han sprang op. Og sad baglæns på hesten og red!
Og hoppen blev vild og først gav den et hop
og så fo’r den af sted i den værste galop.

Den løb mellem skyer og skar gennem luft,
som det sker, når man mister sin sunde fornuft.
Den fo’r over bakker og dale og strøg
gennem åer og kløfter. Den løb og den fløj.
Den løb gennem skove, hvor grenene skar
i huden på Ivan, der blev, hvor han var.
Den prøved’ at ryste ham af i en hast.
Men Ivan holdt halen – og Ivan holdt fast.
Den fnyste som ild og dens hov slog en gnist.
Så standsed’ den meget forpustet til sidst
og vendte sig om med et vrinskende hvin
og råbte til Ivan: "Min ven, jeg er din!
Så find mig et hvilested. Gi’ mig lidt vand
og strigl mig og pas mig, så godt som du kan.
Jeg føder to føl med de hurtigste ben.
To pragtfulde dyr – og en grim lille en
med en pukkel på ryggen – og styg som en so,
men jeg advarer dig: Du kan sælge de to
men den grimme med puklen – pas altid på den!
Jeg lover, den bli’r dig den dejligste ven.
Den frelser dig både for ild og for vand
for vinterens kulde og sommerens brand.
Den hjælper dig altid, som voksen og føl,
den slukker din tørst med det koldeste øl.
Og den bli’r en ven, som du altid kan li’
– men mig må du kort efter fødslen gi’ fri."

Alle skreg de: "Hjælp, hvad sker?"
og kom ud af deres fjer –
"Hvem har vækket os i nat?"
"Det er mig – det gamle skvat!"
"Er det dig, din skøre tosse!"
skreg de så – og: "Fandens osse!
Idiot og dumme dos!
Hvor tør du dog vække os?"
Ivan tav – og gabte dov’n
og steg op på husets ovn,
derfra skreg han, som han kunne
mens de stod med åbne munde:
"Hør – i nat da sov jeg ikke,
jeg blev ved at stå og kigge.
Pluds’lig kom den sorte saten,
fanden selv – ja, fanden ta’ den!
Ækel så han ud i grunden,
ilden stod ham ud af munden,
hov og hale! Grim og hornet
trampede han rundt i kornet.
Nej, hvor var han led og styg.
Jeg sprang op på fandens ryg.
Han blev rasende og tro’de,
at han kløvede mit ho’de.
Men jeg red ham rundt i ring,
mens jeg lod som ingenting.

"Hej Gavrillo," (det var bro’ren),
"aldrig så jeg dog på jorden
sådan et par flotte heste.
Ivan gemmer nok det bedste –
Vi skal narre ham, fordi
dem vil vi ha’ fingre i!"
De tog benene på nakken
og løb hastigt over marken
med to tømmer og to bidsler,
mens de rev sig slemt på tidsler.
Som de skyndte sig til fods,
skønt de rev sig halvt til blods,
faldt de hen i dybe tanker,
da de så de gyldne manker.
"Ivan er en heldig fyr,
hvad skal han med disse dyr?
Lykken står den kække bi.
Dem vil vi ha’ fingre i."
"Det er vores, ja for fanden!
Og på søndag –" sa’ den anden,
"går vi hen og sælger begge
for to fulde pengesække!"
"Ja, det gør vi," skreg den første,
"og så skal vi aldrig tørste,
vi skal solde – vi skal feste,
når vi først får solgt de heste."