Den lille pukkelryggede hest

Jeg er ved at splittes ad.
Nej, hvor er jeg altså glad."
Gyldengave kom og sa’:
"Vi bli’r ikke gift i da’.
Du er væmmelig og vammel,
du er simpelt hen for gammel.
Du har gamle rystehænder,
og du mangler alle tænder.
Jeg vil hel’re være mand-løs
end at giftes med tandløs!"

"Hør min kære, hør min smukke.
Hør min lille sirupskrukke.
Jeg vil klæ’ mig pænt i tøjet,
så du atter bli’r fornøjet.
I en ny og dejlig kåbe
bli’r jeg yngre - vil jeg håbe -!"

Hun sa’: "Sikke da no’ed sludder,
selv om du bru’r creme og pudder,
er du gammel som en by,
jeg vil ha’ en ung og ny.
Det er nytteløst, du kæmper,
gror der roser i december?
Du er grim at kigge på.
Du er tandløs, du er grå.

Kun hvis du bli’r ung igen,
vil jeg giftes, kære ven."

"Ak, du holder mig for nar,"
mumlede den gamle zar.

Men hun svared’: "Tværtimod,
der er no’ed, du misforstod.
Du bli’r ung, min gode zar,
hvis du ta’r tre store kar.
Fyld det første op med vand,
lis’så iskoldt vand du kan.
Kom lidt lunkent i det næste
- eller varmt er nok det bedste.
Kom lidt mælk i sidste kar,
kog det, til det bobler, zar.

Smid så bukserne og trøjen,
hop i mælken splitternøgen.
Ned med ben og bryst og arme
og skyl efter i det varme
vand i næste store kar,
og så slut med koldt vand, zar!"

Zaren strøg sig over kæben,
og han bed sig lidt i læben,

så var tænketiden omme,
og så bad han Ivan komme.
Han sa’: "Ivan, gamle ven -"
"Skal jeg nu afsted igen?"
"Nej, nej, nej," sa’ Ivans zar,
"du skal skaffe mig tre kar.
Fyld det første kar med vand,
fyld det andet li’esådan.
Men bemærk: Du koger vandet
før det fyldes i det andet.
Kog i tredie - mens jeg sover -
mælk, indtil det koger over.
Hop i mælken, mens den syder.
Det er bedre, end det lyder!"
Ivan råbte: "Hvaffornoget?
Det er usædvanligt fjoget."

Zaren råbte vredt: "Skrub ud.
Du skal være prøveklud!
Jeg vil ikke diskuter’.
Vi må prøve, hvad der sker.
Hvis du nægter, skal du hænges,
druknes, skydes eller flænges!"

Ivan græd og gik dernæst
ud i stalden til sin hest.

Følte sig sin søvn berøvet
og sad tavs og dybt bedrøvet.
Ivan tro’de, hesten sov,
pluds’lig følte han dens hov:
"Kære Ivan, hør min egen.
Hvad er der så nu i vejen?"
‘Ak, min kære pukkelryg,
denne nat bli’r ond og styg,
for i morgen si’r min zar,
skal jeg koges i et kar.

Hvilken fæl og hæslig tanke!"
(Og han græd i hestens manke).
"Jeg skal sidde med min krop
i tre kar som fyldes op
et med koldt vand - i det andet
skal jeg tilmed koge vandet.
I det tredie skal jeg nyde
mælken boble eller syde!
Det skal ske, når det bli’r da’,
- og det dør jeg sikkert af!
Jeg skal prøve disse kar,
før den gamle vrede zar!"

"Sikke slemme ting, der sker,
kun på grund af ildfugls fjer.
Husk, jeg råded’: ‘Lad den ligge!’
Men det ville du jo ikke.
Men jeg hjælper dig derude.
Hold nu bare op at tude.
Vi har altid været venner,
og jeg hjælper dem, jeg kender.
Gode råd er altid dyre
og især for kække fyre.

Hør min plan og husk mit svar.
Jeg går rundt om disse kar

og når de har kogt en smule,
dypper jeg min bløde mule
først i mælk og så i vand,
du skal se, hvor nemt jeg kan,
og så fløjter jeg tre sange,
og så sprøjter jeg to gange
på din hud den varme saft,
det vil give dig mod og kraft.
Gå nu ind og sig din bøn.
Se og få lidt søvn, min søn.
Tør din tåre, glem så sorgen.
Jeg skal hjælpe dig i morgen."

Det blev morgen, solen skinned!
Ivan stod med ro i sindet
tæt ved zarens kæmpegryde,
alle folk ku’ se den syde!
Zarens folk kom brænde på:
"Det må boble mer, det må!"
råbte de og gik på plads.

Zaren kom fra sit palads
med sin smukke unge brud
og sa’: "Du har klædt dig ud
- det var ikke det, jeg sa’:
Du skal hel’re klæ’ dig af!

Sørg for ildens klare flamme
- hop i gryden med det samme!"
Under megen larm og støj
lagde Ivan da sit tøj.
Bruden sænked’ sine øjne,
så hun ikke så den nøgne.

"Nå," sa’ zaren, "tæl til ti,
skynd dig så og hoppe i!"
Ivan sa’: "Måske jeg dør,
lad mig derfor lige før
se en pukkelrygget ven,
som jeg næppe ser igen!"
Ved en sadan afskedsfest,
bør man hente mandens hest,"
svarede den gamle zar.
"Indrøm jeg er flink og rar!"

Så kom pukkelryggen ind.
Ivan frøs det stakkels skind,
og han rystede en smule.
Hesten dyppede sin mule
i det alt for varme vand,
og i mælken li’esådan,
fløjted’ kvikt tre muntre sange,
sprøjted’ Ivan et par gange.

Ivan hopped’ ned i gryden
med dens boblen og dens syden.
Fra det ene til det andet,
først i mælken, så i vandet,
og han slutted’ i det kolde
- det var hesten, der ku’ trolde!
Hele folket gav et suk:
Aldrig var en mand så smuk!

Så sprang zaren osse i
- men med ham var det forbi
med en boblen og en syden
blev hans rester kogt i gryden.
Bruden trådte frem og sa’:
"Skal det være bryllupsda’
- så lad Ivan blive zar,
han er ung og grydeklar!"

Folket råbte højt: "Hurra!
Du er dronning - Ivan zar.
Lad nu bryllupsbordet dække,
vi vil gerne dø for begge!"
"Godt," sa’ Ivan," lad os lave
bryllupsfest for Gyldengave.
Hun skal være zarens kone,
hun skal sidde på min trone.

Bring så vin og store fade,
nu skal alle være glade.
Husk at dagens hædersgæst
er en pukkelrygget hest!
Den har hjulpet mig på tronen,
skønt jeg var i farezonen."
Gyldengave smilte kærligt.
Der blev bryllup. Det var herligt.
Du kan tro på mine ord.
Jeg sad med ved zarens bord
og fik steg på fad af guld
og drak vin - og blev lidt fuld!