Der ligger hun, Tilia Alsie, lang og smækker og med to opadstræbende horn i begge ender. Hvordan mon hun vil opføre sig når 20-22 mand entrer hende? Vil hun blot vugge blidt eller vil hun starte med at kaste hele banden af sig ved første forsøg på at borde hende?
Tusindvis af mennesker bruger formuer på at rejse til eksotiske steder for at opleve fremmedartede omgivelser og træffe spændende mennesker. Als er et eksotisk sted! med skøn natur, særdeles spændende mennesker – og med en oplevelsesmaskine, hvis format rækker langt bort fra vor tid.Det startede med, at Nadia Haupt fra Nationalmuseets marinarkæologiske afdeling i Roskilde sendte en invitation ud til kajakklubber gennem Kano– og Kajakforbundet, som gik ud på, at man søgte roere, som havde erfaring i samarbejde i en båd, og havde lyst til og mulighed for at medvirke til test–roninger af en kopi af nordeuropas ældste plankebyggede båd: Hjortspring–båden.
Jeg så den på "Kajakklubben Esrum Sø"s hjemmeside, syntes, at det lød interessant og svarede omgående, at jeg gerne ville være med – jeg kom med, og fik 4 dage sprængfyldte med herlige oplevelser, bestående af historie, samarbejde og en skibsbygningskunst, som nu også ses i mange helt moderne kapsejlads–både.
 |
|
Et 2000–årigt puslespil til en båd. Ca.75% af brikkerne mangler – og resten er defekte. Dette billede er også brugt som baggrund på Hjortspringbådens Laug's hjemmeside. |
Det, at båden blev fundet i en mose langt fra kysten, gør, at man opfatter det som sandsynligt, at båden og våbnene er blevet ofret til de på den tid mest populære guder, måske var det "Nertus"? Kulstof–14 analyser viser, at Hjortspring–båden er lagt i mosen omkring 350 år f. kr., hvilket vil sige: mere end 1000 år før vore berømte forfædre, vikingerne, og man ved end ikke, om Odin og Tor og de andre asa–guder overhovedet var opfundet på den tid.
Da stykkerne var blevet konserveret havde man et håbløst puslespil med kun ca. en fjerdedel af brikkerne, som ikke passede sammen fordi hjørner og kanter var smuldret bort – eller de burde passe til en af de manglende brikker. Fotografier og optegnelser kunne vise hvor delene sådan ca. skulle placeres, og det bedste bud på, hvordan det færdige resultat burde se ud, var nogle billeder udhugget i sten –
 |
|
Forskellige helleristninger. "Man" anser at skitse nr. 3 og skitse nr. 8 viser en bådtype som Hjortspringbåden Illustration fra Axel Nelsons hjemmeside |
Resultatet, man kom frem til, var overbevisende nok til, at en gruppe mennesker af ren interesse påtog sig opgaven at fremstille en så nøjagtig kopi af båden, som man kunne komme frem til med brug af de originale materialer, værktøj, metoder og de forhåndenværende oplysninger om bådens dimensioner. En del af beskrivelserne kunne man ikke finde, og så var man nødt til at eksperimentere for at nå et sandsynligt resultat.
Blandt de drivende kræfter i arbejdet skal nævnes Knud Vagn Valbjørn, som er formand for "Hjortspring–bådens Laug" og vel nærmest kan opfattes som bådens mor, så bekymret og næsten over–beskyttende han er for den.
Bådens far, til gengæld, må nok siges at være Niels Peter Fenger! Niels Peter er en usædvanlig interessant mand, som har beskæftiget sig med en masse spændende ting, bl.a. har han været udsendt af Danida til Afrika, hvor han af egen interesse har samlet masser af oplysninger om de lokale både, bl.a. feluker (hedder de vist), mest på Nilen. Han er en stille mand, næsten selv–udslettende, og det kostede arbejde at få ham til at fortælle. Men han er også meget gæstfri, og faktisk alle "københavnerne" blev indkvarteret hos ham, der åbenbart er ungkarl, som pludselig fik 14 mand på kost og logi; heldigvis sov de fleste i telte i hans have og blandt gæsterne var en kok, som selvfølgelig stod for madlavningen.
 |
|
Hjortspringbådens enkeltdele.
Båden er samlet af 1 bund, 4 sideplanker og 2 stævnstykker. Hele skibet er syet sammen med lindebast, og faconen holdes på plads af spanter, som er hasselkæppe, ført gennem de klamper, der er nævnt som 2b på den ovenforstående tegning. Illustration fra Axel Nelsons hjemmeside |
Niels Peter har vist udført hovedparten af de "administrative" tests, de beregninger man kunne gøre ud fra materialernes beskaffenhed og form, og han har planlagt de fysiske tests.
Det var en oplevelse for sig at observere, hvordan hans væsen ændredes efterhånden som båden klarede de forskellige prøver med fart, træk, manøvrering og – til Valbjørns store rædsel – sejlads i hårdt vejr. Når båden opfyldte Niels Peters vildeste forhåbninger og gjorde hans værste frygt grundigt til skamme kunne man ligefrem se ham vokse af stolthed over "hans barn" – og det gjorde den ved hver prøve.
En del af roerne ankom onsdag aften. Jeg var selv kommet Onsdag eftermiddag og havde været ude ved "Lindeværftet", som bådens udstillingsbygning/værksted kaldes, i Holm lidt uden for Nordborg, og da jeg ikke mødte nogen, som jeg kunne spørge om eller henføre til båden gik jeg tilbage til Nordborg og fandt Fengers hus, hvor jeg snakkede med ham, indtil de andre ankom. "De andre" var først og fremmest Nadia Haupt fra Nationalmuseet og Max Winner fra Vikingeskibshallen i Roskilde og så nogle turkano–roere fra NFKK: et par voksne og den enes lille datter, Anja på 6 år, og to andre mænd, hvis koner kom senere.
Onsdag aften var der møde i Lindeværftet, hvor vi mødte laugets øvrige medlemmer, og hørte planerne om søsætning af båden, roningen og eventuelle prøver, som skulle afholdes torsdag. Båden lå i hallen (en tidligere grisestald), og blev selvfølgelig beundret fra alle sider, og vi havde en masse spørgsmål, som blev besvaret.
Kl. 0800 (sådan udtrykte Valbjørn det) Torsdag morgen mødte alle frem til søsætning – men vi skulle jo først have båden ud af hallen. Den stod på en vogn, som kørte ganske let, men hornene skulle uden om lys–armaturer og gennem et lille hul, der var hugget i muren til det samme. Under anspændt overvågning, gestikuleren og højtlydende vejledninger fra flere laugsmedlemmer gik det helt fint, og så gik det ellers ret stejlt ned ad landevejen en kilometers penge og gennem ret skarpe sving til lystbådehavnen i Dyvig, et aldeles pragtfuldt sted, hvor båden snart var sat i vandet.
 |
|
Hjortspringbåden i "Lindeværftet", en forhenværende grisestald, som indeholder værfts–hal og en forhal som udstilling for jernalder–menneskers påklædning osv. Foto fra Hjortspringbådens Laug |
Og så den første rotur: Tilia Alsie var lagt til kaj ved en flydebro ud for en sejlklubs hus, som lauget havde lånt, og nu skulle vi om bord. Valbjørn havde advaret om, at båden var meget følsom, men alle fik alligevel en overraskelse: det var som at træde på lønningen i en lille robåd! sådan vippede hun. Forestil dig faconen: tag et stykke papir, der er 3cm bredt og 19 cm langt, fold det sammen til ca 1½ x 19 cm, lim de yderste ender sammen og pres overkanten af papirstrimlen ned– og udad, så kanterne danner en blød bue nedad og profilen er ca. halv så høj på midten som i enderne – det er groft sagt modellen, og gang så op med 10, så har du faktisk båden! en planke blev lagt på tværs af båden og ind på broen, og når en person stillede sig på planken blev båden stabiliseret, så det var nogenlunde trygt at entre skibet. Og endelig var vi klar til afgang: vi 4 "københavnere" og 6–årige anja, Nadia Haupt og Max Winner – han var altid rorsmand, den heldige rad – og diverse laugsmedlemmer: 10 vistnok pensionister, heraf de 3 kvinder, Fenger og et par unge mennesker.
Så sidelæns roning ud fra broen uden om en motorbåd og så fremad. Det var let at ro båden trods padlerne, som var for korte efter kanoroernes mening og for smalle efter alles mening – men efter flere ture og nogen palaver blev vi vist enige om, at padlerne ikke var så ringe endda, de, der havde lavet de oprindelige padler for et par årtusinder siden vidste vist noget om, hvad de havde med at gøre!
Jeg sad på tredje tofte forfra og kikkede nogle gange agterover for at se, hvordan det gik. Det var en ynk!! Alle roede i takt – hver sin, og hovedparten af padlerne lå næsten vandret i hele ro–taget. Men der var fart i båden, vi roede med 4½ – 5 knob, og det synes jeg var flot med en besætning, hvoraf hovedparten ikke havde roet før.
Anja, det lille mylder og vor koks datter, var med og havde først fået en padle, men tog snart fat på at øse vand ud, der var kommet ind ad syhullerne. Hver gang hun flyttede sine 30 kg fra den ene side af båden til den anden kunne det mærkes meget tydeligt af alle – og John på 110 kg fik besked på at sidde stille.
Efter frokost skulle vi igen ud på en lille tur, men først prøvede jeg at fortælle om, hvordan jeg mente det ville være bedst at ro båden, så man fik bedst fart med mindst besvær: forsøg at holde armene så strakt som muligt med den øverste hånd nærmest over hovedet og ud over lønningen, så padlen kom til at stå så lodret som muligt og træk så padlens blad op af vandet når det var ca. ved hoften. Om det var instruktionen eller bare at man havde roet sammen før, der gjorde udslaget, ved jeg ikke, men farten og takten var bedre end om formiddagen, Max Winner forkyndte med fryd i stemmen, at vi nu roede med omkring 5½ knob. Vi foretog nogle manøvre–prøver, mest vendinger, og et par fart–prøver. Vejret var fint og vi roede mest i læ af kysterne, men i mundingen af vigen blev vi udsat for sidevind, bare let vind, 4–5 meter i sekundet, og forsøgte at holde hvil med siden til vinden – og drev sidelæns med 2½ knob.
 |
| Hjortspringbåden på opvisning på Gudenåen Postkort fra Hjortspringbådens Laug |
Fredag afholdt vi trækprøver, d. v. s. at båden blev trukket efter en motorbåd med forskellig hastighed, men der var ikke mødt så mange laugsmedlemmer op, at prøverne ville blive repræsentative for den normale sejlads med fuld bemanding, så tilfældige forbipasserende blev indforskrevet til at lege ballast: et par lokale beboere og nogle tyske sejlere, som så fik en ekstra ferieoplevelse med. Efter at de "udenforstående" var sat i land roede vi ud til en flad strand, hvor båden blev trukket op på sandet, og vi spiste frokost. Eftermiddagen gik mest med fartprøver ved forskellige vindretninger og over forskellige strækninger.
Lørdag ankom en flok mennesker fra en dragebådsklub, for at foretage nogle "professionelle" ro–prøver. De havde mindst lige så forudfattede meninger og var lige så "kloge" som vi andre havde været da vi ankom, og ligesom vi andre bare indtil de havde arbejdet lidt med materiellet. De klagede over, at båden var tungere end deres egne dragebåde, men farten var næsten den samme og Tilia var mere manøvredygtig end dragebådene, men den var mere følsom over for sidevind. Hjortspringbåden er jo rund i bunden og uden nogen form for køl, og dragebådenes bund er vist nærmest hule: bunden hvælver opad.
valbjørn havde sat en kasse øl på højkant på, at Tilia kunne opnå en fart på over 8 knob, og efter de første dages prøver havde han faktisk vinket farvel til den. Men dragebådsfolkene fik båden op på 8,4 knob i så lang tid, at selv Max Winner accepterede resultatet, og det endda med de oprindelige padler, som de ellers havde brokket sig en del over. De havde taget deres egne padler med, som var for korte til den ret høje Hjortspringbåd, men som var bredere, og roerne regnede med at kunne opnå højere fart med dem – men nej, det blev den samme fart!
 |
| Dragebåde i dyst. Dragebådene er beregnet til forholdsvis korte sprint–distancer, Hjortspringbåden er mere til transport over større afstande. Foto fra "Viking Team Copenhagen"s hjemmeside |
Egentlig skulle dragebådsfolkene have roet Tilia Alsie ud af vigen og ind i en fjord, hvor alle var inviteret på festmiddag (aldeles pragtfuld, i øvrigt), men Valbjørn turde ikke lade båden få turen, fordi der var spået hård nordenvind Søndag, hvor båden skulle roes tilbage til Dyvig. Nadia Haupt og Max Winner var noget skuffede over den beslutning, men det er jo laugets båd, så de måtte acceptere afgørelsen. Men dagen efter fik de deres oplysninger om bådens sødygtighed: de 3 foregående dage havde vejret været fint, let til jævn vind og hovedsagelig sol eller tyndt skydække, Søndag fik meteorologerne endelig (næsten) ret med hård nordlig vind og heldigvis kun skyet i st. f. den forudsagte regn, og dragebådsfolkene fik en hård tørn med at ro båden, fordi Max styrede dem ud i åbningen til vigen, hvor der var meterhøje bølger. Besætningen var helt eksalterede da de kom i land og begejstrede over bådens sødygtighed: de havde knap nok fået andet vand ind end det, der normalt kommer ind ad syhullerne og det, som de selv skovler ind med padlerne. Selv i vendinger, hvor båden lå på tværs i søerne havde den næsten ikke lade dem mærke noget til søgangen, ud over, at den var svær at få helt rundt i vendingen, især da de en gang var gået i stå. Der var optaget en video af roturen fra en motorbåd, der tumlede rundt ved siden af Hjortspringbåden, og da vi så filmen bagefter blev roerne ellevilde: nogle gange blev over en trediedel af skroget løftet ud af vandet når de roede over en bølge, og båden nejede blidt over bølgekammen uden at lade besætningen mærke ret meget til det, der var højlydt jubel over synet.
De sidste to dage var jeg ikke med i båden, men det var en oplevelse at se dragebådsfolkene ro den, og jeg havde flere sjove oplevelser med både tilskuere og dragebådsfolk, som alle antog at jeg enten hørte til dragebåds–klubben eller Hjortspringbådens Laug, selv om jeg skiltede med mit tilhørsforhold til "Kajakklubben Esrum Sø" med min kasket. Misforståelserne gav mig en masse oplysninger, som ville være spildt på mig, så jeg måtte af bedste evne formidle kontakten til de rette mennesker: f.eks. fortælle en amerikansk professor, hvor han kunne finde sine kolleger fra Roskilde, bede dragebådens styrmand fortælle Fenger i stedet for mig om den mest hensigtsmæssige form på padlernes skaft, og så hvor han kunne finde Fenger, og meget andet.
 |
| Hjortspringbåden i høj sø – det må have været lækkert at opleve den tur!! Foto fra Hjortspringbådens Laug |
Søndag eftermiddag blev båden taget op igen og kørt tilbage til Lindeværftet, stadig med muskelkraft, heldigvis var der mange mennesker til at skubbe og trække båden op ad den stejle bakke.
Så var der et vemodigt farvel til bare 4 dages pragtfulde oplevelser.
Gid man får chancen for sådan en oplevelse igen....