"Skibladner II" er et af de første veteranskibe, der er kommet til ære og værdighed efter et langt liv som lastskib. Skibet har bl.a. sejlet med cement fra Aalborg til København, og det har været rigget helt ned til blot en mast, der blev brugt som læssekran. Nu sejler den igen for sejl, og bedre med sejl end for motor, selv om skibet har en kraftig maskine i forhold til størrelsen, det fik vi oplevet på turen.
Jeg kom til København Lørdag morgen i regnvejr og frisk vind – men en smule regn gør ingen skade, man bliver bare våd, men vinden, til gengæld, gør at man også bliver kold, især når man skal vente ½ times tid, fordi man er kommet for tidligt og skipperen er forsinket på grund af en fest dagen i forvejen; og den tilstand, våd og kold, var reglen på næsten hele turen.
De øvrige besætningsmedlemmer var mest folk fra Hvidovre FDF. Blandt dem var der specielt en pige, som gjorde indtryk på mig.
Hun blev kaldt Pi (hun hedder vistnok Anna-Maria), er vist midt i tyverne og fra Finland. Hun kendte en masse til gamle skibe og havde sejlet en hel del, også med "Skibladner". Hun var med som leder af det hold, jeg blev sat på, og nødt helt åbenlyst at være om bord. Og så var der et par stykker fra Søkredsen, herimellem selvfølgelig skipperen, Henrik.
Den første del af turen gik vi for maskine, skipperen var ikke meget for at krydse i Øresund med en utrænet besætning, og vinden var i nord og ret kraftig, 11 m/s, hvilket svarer til hård vind. "Man" valgte at gå øst om Anholt for at sætte sejl på en kurs næsten stik vest, hvilket skulle give en vind næsten tværs af skibet. Under turen nordover gyngede skibet en del og en stor del af besætningen blev søsyge - heldigvis for mig undgik jeg den skæbne. Da vi havde Anholt i sigte – i hvert fald fyrene, det
var ret mørkt der midt om natten – kom vi ind i en hel stime af fiskerbåde, som lå nærmest midt i sejlruten for de store skibe. Pi havde vagten, og hun var lidt nervøs for alle trawlerne, forståeligt nok: man troede, at de var ret langt væk når man kun kunne se lysene fra dem, men radaren viste, at de var ret meget tættere på, og man skal holde god afstand til fiskeskibene for ikke at ødelægge deres net – eller få et net i skruen. På et tidspunkt sammenlignede jeg udsigten med Rådhuspladsen, så mange skibe var der, med både fiskebåde, fragtskibe og krydstogtskibe, som vrimlede omkring os; jeg var ikke klar over, hvor stor trafik, der faktisk er på havet, og man skal færdes uden kanter på vejene, afstribninger eller lysreguleringer, som kan vise hvor man bør være og hvad man skal gøre – man har kun skibenes navigationslys og søvejsreglerne at holde sig til - og så selvfølgelig omtanke!!
Da vi var kommet gennem fiskerflåden var det på tide at dreje mod vest og endelig: at sætte sejl! Klokken var 24, og egentlig var vores vagt overstået, men vi blev på dækket (efter mild opfordring fra skipper) for at hjælpe den nye vagt med
sejlene.
Det gik ret hurtigt, og så kunne vi mærke en gevaldig forandring med sejladsen: skibet gyngede lige så meget som før, men bevægelserne føltes betydelig mere naturlige, man kunne føle at skibet fulgte vindens og vandets bevægelser i stedet for at
tvinge sig vej frem, som det jo gør for motor. Da vi undersøgte hvor hurtigt vi sejlede, blev de fleste overraskede: for motor sejlede vi omkring 7 knob, men for sejl kom vi snart over 8. En facinerende forandring, både med farten og skibets bevægelser, hvis resultat jeg nemt kunne blive forfalden til – hvis jeg da ikke allerede er det.
Jeg blev lidt på dækket for at nyde synet og følelsen, men jeg var våd (af regnbyger og lidt røgvand), kold og træt, og
skulle på vagt igen kl. 4, så jeg tørnede snart ind. Da jeg var kommet til køjs troede jeg, at jeg ville falde i søvn næsten
før jeg fik lukket soveposen, men nej: der var en speciel knirken, som jeg havde svært ved at holde ud: det var
stormastens gaffel, der gned mod masten når den drejede for vinden og skibets bevægelser. Jeg følte, at jeg vendte og
drejede mig i timevis, men efter 20 minutter stod skipper og ruskede i mig og påstod at klokken var omkring halv fire og at
jeg snart skulle på vagt igen.
Det var en fantastisk oplevelse at sejle gennem natten: skibet pløjede sig gennem bølgerne og når det kom over en bølge bragede det tit ned i den næste i et gevaldigt skumsprøjt. Efter frivagten havde jeg taget tørre bukser på, fordi de andre havde været gennemblødt af regn og ikke var blevet tørre på den korte tid; det føltes helt lunt at have fået tørt tøj på.
Det varede bare ikke ret længe, skibet foretog et par overhalinger på grund af nogle store bølger, som jo ligesom vinden gik næsten på tværs af skibets retning, og røgvandet gennemblødte omgående mit tøj igen. Heldigvis havde jeg anskaffet mig en jakke med hætte, der er beregnet til sejlads, så overkroppen var tør og varm, men bukser, sko og hår blev gennemblødt.
Underligt nok var jeg kold, men følte ikke, at jeg frøs, og jeg er ikke blevet forkølet, som jeg ellers ville forvente. På den første lange vagt stod jeg til rors hele vagten, 4 timer, og på den anden vagt, kl. 4 til 8 i omkring 3 timer. Jeg syntes, at det var det bedste sted at være, først og fremmest er det lige ved at være det sted på skibet, hvor der er bedst overblik, og så havde jeg noget at holde fast i og at foretage mig. Det var betydelig tungere at kolde kursen når vi sejlede for sejl end når vi gik for motor.
Da vi nærmede os Hals Barre lige ud for Limfjorden skulle vi følge nogle bøjer for at ramme - selvfølgelig fjordmundingen, men også ramme ved siden af forskellige grunde: sandbanker og revler. Det var blevet lyst, klokken var omkring 7, men det var alligevel svært at finde de forbistrede bøjer, ikke den første, det er et fyr, der hedder "Svitringe Rende", men de følgende var forskellige størrelser af bøjer, som kunne være svære at få øje på i det grå vejr. Og når man havde fundet den nærmeste bøje var det svært at komme tæt på den på grund af den tunge styring – og så var der problemet med at bedømme afstanden til bøjen, man syntes lige, at der var så langt over til den, men pludselig var den lige ved alligevel, og så var man ved at enten sejle den ned (og det er upopulært) eller sejle på den gale side af den; det betyder ikke noget for så lille et skib som "Skibladner II", men det er alligevel sikrest at holde sig i den regelementerede sejlrende. Da jeg klagede over, at jeg havde svært ved at holde kursen som jeg burde, satte skipper motoren i gang igen, og det hgjorde styringen betydelig lettere. Inde i Limfjorden havde vi stadig sejlene oppe, og de fik skibet til at drive lidt rigeligt, så
det var stadig svært at holde en præcis kurs. Nu bad jeg om at blive afløst (det var også det andet hold, der havde vagten) og jeg hjalp med tage sejlene ned. Derefter var der morgenmad og jeg fik tid til at pakke sammen.
Turen gennem Limfjorden gik stille og roligt, men da vi kom til Aalborg var skipper vist i tvivl om, hvor vi skulle lægge til. Vi skulle ligge i "Skudehavnen" så vidt jeg forstod, men der var ingen plads. "Jens Krogh", Aalborg FDF's skib, lå mellem nogle andre gamle skibe, som skulle medvirke i kapsejladsen "Limfjorden Rundt", ved en lang kaj, så vi sejlede over til dens plads. At Henrik fik bakset "Skibladner" på plads hvor "Jens Krogh" plejer at ligge var vist noget af et kunststykke, "Skibladner" er bredere og tungere end "Jens Krogh", og lige foran "Jens Krogh"s plads ligger et stort vrag, "Loa" hedder det vist. "Loa"er et andet skib, som Aalborg FDF-kredsen har fået fat i på en eller anden måde,det skal vist engang igen blive til en 3-mastet skonnet, men de har svært ved at få samlet penge sammen til at restaurere det for, der går rygter om, at det vil koste omkring 14 millioner kr. Da vi havde fortøjet skibet viste det sig, at vi ikke kunne få strøm om bord fra land, fordi ledningerne var for korte. Så måtte vi ud igen, og ind for den anden ende af "Loa", på en plads der var mindre end den første, men det gik også fint, flot sejlads og en "kantstensparkering" af rang! At man så fik ballade med folkene på en usædvanlig grim hjul"damper", der lå lige foran, er en anden sag, de troede, at de ikke ville kunne komme ud, selv om de havde masser af plads til den anden side.
Så var rejsen slut, og jeg fulgtes med Hvidovre FDF–erne hjem. De havde været så rare at reservere plads til mig i lyntoget sammen med dem selv - hyggelige folk de der FDF'ere.
En aldeles pragtfuld tur, som jeg vil elske at gentage når lejlighed byder sig.
Alle billeder på denne side er egenproduktion – på nær det, hvor der er udsigt over agterdækket og jeg står til rors med Pi ved siden af -
det har jeg fået af Jesper fra Hvidovre FDF.