Krabat var søn af fattige forældre. På grund af deres nød var han tvunget til at ernære sig som tigger.
En mørk nat forlod han skov- og sølandskabet ved Hoyerswerda (i Sachsen) og kom efter en lang og besværlig vandring til en vandmølle.
Den dæmoniske møller havde forudset drengens komme, og antog ham – i tillæg til sine 11 møllersvende – som lærling for at lære ham møllerhåndværket. "Vil du også lære alt det andet?" spurgte han drengen. Denne blev urolig, men svarede "Ja, også alt det andet!", og dermed blev han lærling hos en troldmand.
Og Krabat mærkede snart, at mølleren kunne mere end blot at male korn. Den "Sorte Møller" var troldmand, og møllersvendene var hans elever i den sorte kunst.
Krabat betragtede ham tit i hemmelighed, læste i den forbudte "Koraktor–bog" og erhvervede sig derved megen trolddomskunst, som han ofte prøvede af, og snart var han sin mester overlegen i evner.
Men mølleren blev snart opmærksom på Krabats evner og kaldte ham til sig. Nu vidste Krabat, at døden ventede ham, for tidligere var sådanne ulydige elever forsvundet på mystisk vis – druknet i mølledammen eller faldet i vandhjulet.
Krabat kendte imidlertid forsvaret mod troldmandens magt: en moders kærlighed – mod den kan ingen troldmand stille noget op.
Krabat rejste hurtigt hjem, og indviede sin moder i sagerne.
Hun var lige straks imod sønnens handlinger, men indvilligede i at hjælpe ham. Krabat vidste, at mølleren ville forvandle ham til en krage, og gav sin moder nogle instruktioner.
Da de kom til "Den Sorte Mølle" så hun, at troldmanden havde forvandlet møllearbejderne til 12 sorte krager, og mellem dem skulle hun udpege sin søn.
Kunne hun det var de begge fri, kunne hun ikke udpege ham, kunne Krabat være vis på døden. Men moderen genkendte ham straks på det tegn, de havde aftalt (Krabat stak hovedet under venstre vinge) og udløste ham på den måde.
Mølleren måtte lade dem begge gå, og Krabat flygtede så hurtigt han kunne hjem med sin moder.
Først senere bemærkede mølleren, at Krabat havde stjålet trolddomsbogen, men da var det for sent og Krabat var over alle bjerge.
Der er mange flere oplysninger på "http://www.jc-schwarzkollm.de/krabat/krabat.htm" – siderne er på tysk.
Du kan finde lidt flere oplysninger her!