Vigeregler

– fartøjer under roning.

Kilde: DS SejlerNyt nr. 1/2004

Idet DS et par gange har fået spørgsmålet om, hvem der skal vige,
en sejlbåd eller en robåd, skal vi her redegøre for denne problematik.

Mange har fejlagtigt anset robåden med "rugbrødsmotor" for at være et maskindrevet skib, men det er en forkert opfattelse.

Robåd overhaler sejlbåd

I Søfartsstyrelsens hæfte om Søvejsreglerne står der i bemærkningerne til Regel 18 følgende som afsluttende bemærkning:
"Fartøjer under roning er ikke direkte omtalt i vigereglerne. Grunden hertil er nok, at begrebet "tilfældets særegne omstændigheder" (se regel 2) for ofte vil spille ind, hvor en robåd møder et andet fartøj.
Vigereglernes hovedprincip er imidlertid, at den stærkeste viger for den svagere.
Anvendes dette princip på robåde, betyder det, at maskindrevne skibe og sejlbåde (herunder sejlbrætter) – i overensstemmelse med godt sømandskab jfr. Regel 2 – skal gå af vejen for fartøjer under roning. Fartøjer under roning bør dog i egen interesse så vidt muligt holde sig uden for sejlruter og løb hvor andre skibe sejler. I forholdet mellem to fartøjer under roning vil det nok være naturligst at anvende regler for maskindrevne skibe".

Hertil kan knyttes nogle bemærkninger omkring forholdet mellem sejlskibe og fartøjer under roning, idet der omvendt vil være en række tilfælde, hvor man nok med rette kan sige at forholdet ændres, således at sejlskibet bliver den svagere part, f.eks. i vindstille eller i meget svag vind, hvor sejlskibets manøvreegenskaber/–muligheder er meget ringere end robådens.

Masser af robåde

Det samme kunne også siges at være gældende ved havnemanøvrer, hvor sejlbådens muligheder for at vige kan være meget begrænset p.g.a. pladsen, idet der fortsat er en del mindre sejlbåde uden motor f.eks. mange entypekølbåde.

Omvendt må pointeres at en sejlbåd med motor nok må forventes at anvende denne, når forholdene for manøvrering i en havn er begrænset eller der er tale om større sejlbåde,

Men grundlæggende er det vigtigt for føreren af et sejlskib at iagttage, at sejlskibet anses for den stærke part i forhold til fartøjer under roning, og således normalt har vigepligten.