Hej Alice.

Tak for dit brev.

Det er dog en utrolig spændende situation, det her: tænke sig, pludselig at få udvidet sin familie med masser af smukke og spændende mennesker, hvor nogen af dem oven i købet lever på et af verdens mest spændende steder. At det »kun«, om jeg så må sige, er »halve« svigerfamilier, jeg har/får, gør ikke så meget, når der så er så mange flere af dem.

Jeg har studeret billedet af dig (og din familie) grundigt, men ikke fundet nogen særlige ligheder mellem dig og Lone – eller er der måske noget ved kæben og en lidt spids hage? men det kan komme af dit smil, det er svært at se ud fra bare et billede. Du kan nok bedre bedømme det ud fra de billeder, jeg sender dig.

Vidste du, at Lone var delvis russisk? Hendes mors forældre, Maria og Adolf Harder, kom egentlig fra en by ved Sortehavet, jeg mener, at dens navn blev udtalt noget i retningen af »Såtjie«, men jeg ved ikke, hvordan det staves.
Hendes morfar havde dansk blod i årerne, hvor meget husker jeg ikke, og han fik lært en del dansk, efter at de blev nødt til at rejse hertil på grund af hans helbred (det var ikke politisk, jeg har spurgt).
Morfar'en havde et gartneri i Ejby ved Rødovre, men der ligger Helsingør–motorvejen nu. Sine sidste par leveår tilbragte han i et hus nær sin ældste datter, Lones mor Lida. Jeg har hilst på ham et par gange, og han så ud til oprindelig at have været en stor, stærk mand, men da jeg traf ham var han gammel og syg, han nåede lige at hilse på vort yngste barn, Mia–Maria.
Lones mormor var rent russisk og, som de fleste andre gammeldags landbo–koner, lille og rund. Hun lærte vist ikke at tale ret meget dansk, men klarede sig med sin mand som tolk, og hvis hun var utilfreds med noget og skældte ud, var ingen i tvivl om meningen, så hun mente vel ikke, at dansk var nødvendigt. Jeg har aldrig mødt hende – desværre, tror jeg nok...

Ifølge en mail fra Henrik Berlau af 31.1. 2009 er personerne på billedet her Anja?, Peppi (Berlaus mor) med Lone, og vistnok en maskinchef ved navn Gues

Lida, Lones mor, er født i Rusland, men hun var ikke ret gammel, da familien kom her til landet. Jeg mener, at hendes to yngre søskende, Anja og Peter, er født i Danmark. Familien var medlemmer af den russisk ortodokse kirke, og Lida og hendes søskende blev opdraget strengt moralsk, så du kan sikkert forestille dig den opstandelse, det må ha' ført med sig, da Lida blev nødt til at fortælle, at hun skulle ha' et »uægte« barn (en komplet misvisende betegnelse, børnene er sgu' ægte nok, det er de voksne, der er noget galt med) men Lone blev født, og hun kom i pleje hos en invalid (slidgigt) dame ved navn fru Damgaard. Jeg er ikke sikker på, om Lone var i dagpleje eller i døgnpleje, men jeg er ret sikker på, at hun ikke havde videre godt af den behandling hun fik, selv om fru Damgaard var et elskeligt menneske, der gjorde hvad hun formåede og gjorde det i den bedste mening. Fru Damgaard havde en datter, kaldet Peppi, som er mor til Sømændenes Forbunds nuværende formand, Henrik (eller var det nu Carsten?) Berlau hvilket altså og så antyder, at fru Damgaard opdragelsesmæssige principper var noget forslidte allerede da Lone var i pleje hos hende.

Næsten alt, hvad jeg kan fortælle om Lones barndom er baseret på vage hentydninger og kvalificeret gætteri, bortset fra nogle få ting som Lone, Lida og fru Damgaard har fortalt mig, og blandt dem er der en ret markante oplysning om, at Lida ville klare dagen og vejen for barnet og sig selv uden hjælp fra andre, og altså heller ikke fra jeres far, som ellers i høj grad forsøgte at få lov til at være noget for dem, men han blev åbenbart afvist af Lida. Jeg har et par billeder som angiveligt viser din far sammen med Lone.

Så vidt jeg har forstået blev Lone hentet hjem til sine morforældre da hun var omkring 4 år. Fru. Damgaard havde en meget dramatisk og rørende historie om, hvordan den gamle Harder havde set Lone og besluttede, at barnet skulle bo hos dem selv, og han havde hentet Lone en mørk aften, med snestorm og lynild og skibsforlis og hele molevitten, og hele oplevelsen havde været meget dramatisk for fru Damgaard, som altid lod Peppi fortælle om det, fordi Peppis fortællemåde, hvor hun med himmel–vendte øjne læste historien under loftet, understregede »autenciteten« og dramatikken af det hele; og fra tiden derefter ved jeg faktisk ikke noget om Lones opvækst. Lone har talt lidt om en mand, som Lida havde været gift med, og som var ret voldelig, både over for Lida og Lone selv, og hun antydede noget, som kunne opfattes som sexuelle overgreb, men når jeg forsøgte at bore i emnet slog hun det hen, og jeg har som sagt kun vage hentydninger.
I den tid må Lone ha' boet hos sin mor, for hun »flyttede tilbage« til sine morforældre, og har nok boet der, indtil Lida blev gift med Per Sommer, som var et par år yngre end hun selv, og Lone kom som ca. 10 årig til at bo hos sin mor igen.
Per Sommer var smed, og overtog på et tidspunkt det firma, han arbejdede i, og de fik mulighed for at købe hus i Meløse lidt nord for Hillerød. Lone var i sving med sin skolegang, som hun skulle gøre færdig i Rødovre, hvor de hidtil havde boet, hvilket betød, at hun atter flyttede ind til morforældrene, hvor hun boede indtil gartneriet blev eksproprieret, og Lone flyttede til Meløse, og morfaderen, som i mellemtiden var blevet alene, flyttede til Alsønderup, som ligger et par km. derfra.

Med Per fik Lida 2 børn, Merete og Kenneth, som nu må være hhv. 36 og 33 år. Merete bor i Frankrig, nærmere betegnet i Pyrenæerne ved den spanske grænse, hvor hun ernærer sig som danse– og aerobics–lærer, og er nu gift med en med en franskmand, med hvem hun har en søn, foruden den dreng, hun har med en tysker, som hun egentlig flyttede derned sammen med. Merete er oprindelig uddannet som 3–sproglig korrespondent og tolk i fransk og spansk, og har arbejdet som rejsefører.
Kenneth er smed ligesom sin far, og bor i København sammen med en så vidt jeg ved thailandsk pige med et besynderligt navn. Desværre har jeg ikke nogen ordentlig kontakt med Merete og Kenneth, men mine børn har, de har været i Frankrig på besøg hos Merete og de har flere gange besøgt og haft besøg af Kenneth.

Jeg traf Lone i 1969 mens hun boede hos sin mor og papfar i Meløse og gik i skole i København og kørte frem og tilbage med Per Sommer. Vi var medlemmer af samme amatør–teaterforening, og skulle spille »Mester Jakel« sammen ved børnehjælpsdagen i Hillerød. Det tætte samarbejde betød for mig, at jeg kom til at lære en sød, intelligent og livsglad pige at kende, og jeg forelskede mig dybt og inderligt. Af for mig ukendte årsager var Lone netop som 20 årig ved at blive færdig med gymnasiet, og hun arbejdede senere den sommer som kassedame i et supermarked, mens hun ventede på svar fra et børnehaveseminarium, hvor hun havde søgt ind. Hun blev optaget på seminariet i Tårnby, og flyttede på kollegium på Hovmålevej tæt ved. Jeg var selv blevet færdig med min værnepligt i søværnet, og fik arbejde i en forretning med herretøj på Amagerbrogade (jeg er udlært som ekspedient i herretøj). Jeg havde ganske vist lejet et værelse i nærheden af mit arbejde, men jeg var der faktisk aldrig, jeg boede hos Lone på kollegiet, hvor hun havde en lille lejlighed.
I 1971 besluttede vi at gifte os og stifte familie, og vi satte en dato for vielsen til en dag i oktober –71. Da dagen kom og vi blev gift var Lone 3 måneder henne med Simon, som blev født 30. Apri1 72. Vi fandt en lille lejlighed i Københavns sydhavns–kvarter, hvor vi boede et par år, mens Lone fik gjort sit studium færdig, hvorefter vi flyttede til Hillerød. Vi havde fundet ud af, at det var en god ide, hvis jeg fik en bedre uddannelse, jeg ville gerne være biolog, men jeg var nødt til at starte med en HF–eksamen, fordi jeg kun havde 10. kl. Derfor tog jeg et sabbatår for at passe hhv. skolen og Simon, mens Lone, der havde fået et ønskejob som børnehaveklasseleder i Allerød, sørgede for familiens underhold.
Da jeg havde gået på HF et års tid blev Lone gravid igen. Med 2 børn ville vores lejlighed blive for lille, og vi fik tilbud om at købe Lones morfars hus for en rimelig pris, fordi han var flyttet på plejehjem. Det betød blot, at jeg måtte tage arbejde igen, for vores økonomi kunne ikke bære huskøbet med bare en indtægt, og jeg fik arbejde i en tæppeforretning, mens Lone fortsatte med sit job.
1. April 76 overtog vi huset, som vi var flyttet ind i i løbet af Marts, og d. 12. April –76 blev Mia–Maria født – faktisk 12 dage over tiden, og Lone var godt utålmodig over den »dovne« unge.

I al den tid, jeg har kendt Lone, havde hun nogle ret voldsomme depressioner, mest i forbindelse med menstruation, sjældnere omkring tiden for ægløsning, men jeg tog dem ikke som et faresignal, fordi hun gav menstruationssmerter skylden, og vi havde altid kunnet snakke os igennem selv de sværeste perioder. Men før vi flyttede til Alsønderup var hun begyndt at forandre sig så småt, depressionerne var ikke så voldsomme, men til gengæld mere langvarige og sejlivede, og nogle ting, som før havde opmuntret hende, blev nu årsag til irritation. Ikke at det bekymrede mig synderligt, det var jo kun meget små forandringer, som kunne være forårsaget af stress p. gr. af arbejde, børn og hus, og jeg havde selv rigeligt at rode med. Og det er langt lettere at se nu, længe efter.

Men i slutningen af September –77 fik jeg et chok. Vores læge ringede til min arbejdsplads og sagde, at han havde ladet Lone indlægge på psykiatrisk hospital til observation, fordi hun havde opsøgt ham i forbindelse med en depression, og han havde ikke turdet lade hende tage hjem. Børnene havde han ladet hente, og jeg skulle komme op til hans privatbolig, dels for at tale med ham om Lone, dels for at hente børnene.
Lone var indlagt på hospitalets lukkede afdeling indtil slutningen af Januar –78.
De første gange, jeg besøgte hende, var forfærdelige. Hun sad apatisk, og svarede sjældent på tiltale, og der var hele tiden vagt hos hende, fordi man ikke vidste hvad hun kunne finde på. Når hun endelig sagde noget, var det næsten hver gang noget med, at hun ikke var værdig til at være sammen med mig, at børnene og jeg ville have det meget bedre uden hende, og at jeg skulle lade mig skille fra hende. Først efter en måneds tid begyndte hun at nærme sig det, vi ville kalde en normaltilstand, og hun kunne kommunikere rimelig normalt med andre mennesker og alle regnede med, at hun var ved at blive rask.
På det tidspunkt tror jeg, at hun kom i tanker om noget, hun havde lært om psykiatri under sin uddannelse, og da hun gerne ville gøre lægerne tilpas, opførte hun sig som der står skrevet i lærebøgerne om den lidelse som lægerne tilskrev hende: manio–depressiv psykose. Hidtil havde det største problem været depressioner, nu begyndte hun at udvise maniske træk: hun blev overaktiv, stod op ved 4 tiden og bagte morgenbrød til hele afdelingen og foretog sig i øvrigt noget hele tiden, hvor hun før havde siddet apatisk, men den tilstand holdt sig ikke længe, hvadenten det var fordi hun blev træt af det eller fordi medicineringen begyndte at virke. Måske var det hele kun et sygt sinds forsøg på at holde uvelkommen indblanding ude.
Af en eller anden grund kunne lægerne ikke stille nogen sikker diagnose: hun kunne have en manio–depressiv psykose eller hun kunne lide af en endogen depression (det samme, bare uden manierne) eller hun kunne have pådraget sig en grænsepsykose, hvilket ikke sagde mig ret meget, men lægerne fortalte mig, at enten kunne hun blive helbredt på grund af deres behandling, eller hun kunne »tippe over« og ende i en psykotisk tilstand, hvor man ikke ville kunne komme i kontakt med hende. Af nogle af de ting, hun havde med hjem fra hospitalet, og som jeg først så efter hendes død, fik jeg en fornemmelse af at hun havde en form for personlighedsspaltning, en skizofreni, for der var bl.a. et beskrevet ark papir med en skrift, der ikke lignede Lones og som indeholdt nogle ekstremt sexuelle udtalelser, som jeg ikke kunne forbinde med hende.

I løbet af November – December måneder bedredes Lones tilstand så meget, at hun kom hjem at bo i længere og længere perioder, i julen og i januar 78 var hun kun til kontrol på hospitalet en gang om ugen, simpelt hen til samtaler, og i Februar skulle hun begynde på arbejde igen. Det glædede hun sig tydeligvis til.

Da hun kom hjem fra arbejdet den første dag indtog hun al det medicin, hun havde fået med hjem fra hospitalet og som skulle have varet hele måneden. Så ringede hun til hospitalet og fortalte, hvad hun havde gjort. De sendte straks en ambulance, som kørte hende til udpumpning, men før hun kom til behandling stak hun af fra ambulancefolkene, og de fik først fat i hende igen efter en times forløb. På det tidspunkt var for meget af medicinen opløst til at det kunne pumpes ud, det var gået i forbindelse med blodet og ødelagde langsomt lungernes iltoptagelse.

Lone lå i respirator indtil hun døde d. 4. Marts 1978.

Naturligvis har jeg senere bebrejdet mig selv at jeg ikke var hjemme hos hende efter hendes første arbejdsdag oven på sygdommen, og at jeg ikke havde gemt medicinen, som jeg ellers havde overvejet, men Lone havde længe virket normalt glad og ligevægtig, og hvis jeg gjorde noget, som kunne virke unormalt eller som om jeg ikke stolede på hende, ville det måske skade for meget troede jeg.

Nu må du ikke tro, at blot fordi jeg kun har beskrevet de dramatiske dele af Lones liv, har det kun været dramatik og socialrealisme. Da jeg lærte hende at kende, virkede hun glad og harmonisk (jeg har senere fået at vide, at hun ikke helt var så velafbalanceret, som jeg opfattede), og hun følte det helt åbenbart som en sejr, at hun blev optaget på børnehave–seminariet. På seminariet udviklede hun sine kreative evner, hun var ganske god til at tegne og lærte at spille guitar (den har vi endnu) og arbejdede med keramik og knyttede et varmt venskab til en anden elev, Ditte, som siden var en utrolig god støtte for mig.
Lone elskede børn, og kunne blive fortvivlet, hvis nogen ikke behandlede deres børn ordentligt. Da vi selv fik børn var det, som om hele hendes verden blev fast og stabil, hun virkede glad og tilfreds, og som før nævnt blev hendes depressioner sjældnere.

Jeg synes at vi har haft mange dejlige stunder sammen, og de er heldigvis langt i overtal. Vi har kunnet grine næsten til vi fik krampe af det, vi har samarbejdet både om børnene og om hus og have, og vi har såmænd også kunnet skændes, så tingene fløj om ørerne på os, kort sagt: vi har faktisk i det store og hele opført os fuldstændigt normalt, og jeg er lykkelig for at have kendt hende.

Jeg har ingen anelse om, hvordan livet sammen med Lone ville have været, hvis hun levede endnu. Måske kunne hun blive rask, måske ville hun ryge ind og ud af hospitalet, eller måske ville der være sket noget helt tredje, jeg ved det ikke, jeg håber bare, at jeg har været med til at give hende nogle gode oplevelser i hendes alt for korte liv.

Og jeg ved, at jeg stadig, 17 (28) år efter hendes død, savner hende.

Jeg ved ikke, om det interesserer dig, hvordan det er gået mig og mine børn sidenhen, men nu har du stukket forpoterne i suppedasen, og kan så selv sortere det, der kommer med op:
Simon og Maria var ret små, da de mistede deres mor, Simon var lidt under 6 år og Maria ikke fyldt 2 år, og de har altså siden måttet nøjes med deres far og hvad der kunne falde af som erstatning for deres mor, først og fremmest farmor'en, som har været aldeles enestående, hun havde på det tidspunkt arbejde som hjemmehjælper – min far var invalid af muskelsvind og vist også leukæmi – og mens Lone var indlagt hentede min mor børnene i institutionen, hvor de tilbragte dagen og senere »efterskole tiden«.
Efter Lones død fik min mor arbejde som hjemmehjælper hos os, sørgede for aftensmaden og passede børnene indtil jeg kom hjem.
Efter et par år ophørte kommunens tilskud til hjemmehjælpen, men det ændrede ikke ret meget, min mor hentede blot børnene hjem til sig selv i stedet, så kunne jeg komme ind omkring og få et par mætte og trætte børn med hjem og få et foder selv.
Det var en stor lettelse for mig, at det var et menneske, som jeg kendte og vidste holdt af børnene, der passede dem.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har haft fuld tillid til, at selv om ungerne har haft en »anderledes« – men alligevel rimelig stabil – barndom, ville de få en god attitude til livet, og det ser ud til at jeg får ret: Simon har været på et par rejser i udlandet, han aftjente sin værnepligt og fik et halvt år i overskud, som han brugte som FN–soldat i Jugoslavien, og nu er han i fuld gang med en universitetsuddannelse som geolog og taler om at tage dele af uddannelsen i udlandet, Hawaii, bl.a., skulle have et universitet med en berømt geologisk afdeling. Maria er i gang med gymnasiet, på grund af dårlig rådgivning har hun brugt et halvt år på en teknisk skole, som hun egentlig ikke havde brug for, men hun skal nok få det gjort til en fordel senere. Hun var ikke tilfreds med at bo herhjemme, og er flyttet til København. Så vidt jeg ved vil hun studere antropologi efter gymnasiet og jeg tror, at det vil passe fint til hende.

Selv har jeg bare arbejdet og forsøgt at få det hele til at køre, og det er vist gået som man kan forvente. Som tidligere nævnt havde jeg arbejde i en tæppebutik, og søgte og fik senere job som salgsleder i Daell's Bolighus i København. Desværre lukkede koncernen bolighuset og alle medarbejderne blev afskediget. Det var i –89, hvor alle, både virksomheder og kunder, indskrænkede, og jeg kom til at gå ledig i lang tid. Til slut henvendte jeg mig til mit gamle firma og kom til at sælge tæpper igen, men der var så gået ca. 2 år uden fast løn, og det kan mærkes på budgettet. Jeg havde et par år haft huset til salg hos en mægler, men forgæves, og det blev solgt på tvangsauktion.

Naturligvis har jeg også forsøgt at finde en pige til mig selv igen, men det har for det meste været fusere, og en gang, hvor jeg troede at nu havde jeg fundet en spændende pige (hun var zoneterapeut og naturlæge), der var indstillet på, at skulle man bo sammen skulle man samarbejde om det, blev det hele ødelagt af en anden, som nærmest bare flyttede ind uden at bryde sig om, hvad jeg egentlig mente, og da hun fandt ud af det, truede hun med at tage sit liv, vel vidende, hvad jeg havde været ude for. Det tog mig et halvt år at få hende og hendes mor sendt hjem til dem selv.

Nu går jeg og forsøger at finde ud af, hvordan jeg kan få mulighed for at flytte fra denne lidt for store og dyre lejlighed, som jeg bor i nu, og måske komme til at bo ved havet, sådan som jeg altid har ønsket mig – Hornbæk, Gilleleje eller Frederiksværk ville passe mig særdeles udmærket. Jeg elsker vand og ønsker mig en båd.

Men lad os nu vende tilbage til dig og din familie. Da jeg fortalte mine børn om din henvendelse blev de naturligvis ellevilde: det var spændende, sådan pludselig at få et par nye mostre og en morbror, og de er meget interesserede i at få noget at vide om deres biologiske morfar.
Og hvad der også spøger: du sagde, at du først for nylig havde fået noget at vide om at du havde en halvsøster. Hvordan fik du det at vide, af hvem og hvorfor? hvordan var din reaktion og hvorfor var det så interessant, hvem og hvad Lone var? Ved resten af din familie, at du har søgt og fundet nogle svar? og hvad vil din familie sige til, hvis der pludselig kommer en flok »plastik–familiemedlemmer« stormende?

Som du ser slipper du ikke så let, nu, hvor du har rodet dig ud i det, du må i det mindste fortælle noget om din far, som jeg kan lade gå videre til Simon og Maria. Selv om de ikke kender ham, hører han jo til blandt deres rødder.
Vi har ganske vist talt om at han eksisterede, men uden egentlig at nærme os emnet – men de er nysgerrige, og nu kan du fortælle os en masse, uden at vi behøver være nervøse for at komme til at bryde ind i en ellers velfungerende familie, der måske ikke kender sagernes sammenhæng.