Rorhovedet laves i 12 mm krydsfiner, dimensioneret efter bedste beskub efter opmåling på billeder af det gamle ror og sandsynligheder ifølge opmåling af Wayfarer–jollens ror.
Oprindelig var det meningen, at for– og underkant skulle mødes i en ret vinkel, men da With–jollens agterspejl hælder agterud i en vinkel på omkring 20° skal underkanten måske også vinkles, således at den kommer til at ligge ca. vandret over vandet – dette burde få rorbladet til at stikke lodret ned i vandet, og da rorbladets for– og agterkant kommer til at være paralelle vil dette sikkert være at foretrække.
At overkanten og forkanten mødes i en ret vinkel forekommer mig at være det bedste, fordi det får rorpinden til at stritte lidt opad, ligesom på det gamle ror.



M.h.t. rorpind er der flere muligheder: selvfølgelig kan man købe en rorpind m. forlænger, men den kan også laves af træ, som tildannes efter for­godt­be­fin­den­de, den skal bare være rar at holde på, og selvfølgelig sikker når den er våd, eller af et metalrør; et rør kan ikke tildannes på samme måde som træ, og grebet skal sikres f.eks. med styrbånd til et cykelstyr. Koblingen mellem ror og rorpind må afhænge af rorpindens materiale – og mulighederne, når rorhovedet har fundet sin endelige facon.
Det er et problem, hvordan roret skal sættes på båden! Der sidder et øje til en rortap på båden nederst, men det øverste fæste var en øjebolt, som kunne vride lidt så den kunne komme gennem et hul i agterspejlet; men jeg kan ikke huske, hvordan bolten var sat fast på rorhovedet, bolten kan jeg nok finde i en skibsudstyrsforretning – eller jeg må bide i det sure æble og lave ophænget konventionelt med to tappe og så sætte et rorøje mere på båden og finde en måde at hindre at roret bliver skubbet op af øjerne under sejlads (en fjeder som på en Laser?).