Der er altid en pæn båd inde under

»Din båd må ikke skylles med vand, for så bliver den forkalket!« siger eksperten Martin Massenberg,
der giver opskriften på en total renovering af en grim, gammel båd.
16-07-2002 | Af: Torry Lindstrøm

Er din båd falmet, grim og trist, er den blot forkalket, og det kan klares med knofedt, siger "europamester" i bådpolering, Martin Massenberg. Danske bådejeres rengøringsvaner, der går ud på at skylle båden over med vandslangen efter sejlads, er næsten altid skyld i, at bådene bliver grimme. "Man skal behandle båden ligesom sin bil. Den tørrer vi altid af med vaskeskindet for at slippe for kalkspor i lakken. Hvorfor skulle det være anderledes med en båd?" spørger Martin Massenberg. Når vi kalder ham for europamester i bådpolering skyldes det, at Martin fra sit lille kontor på Rungsted Havn organiserer service til alle store internationale bådudstillinger. Ved f.eks. mega-bådudstillingen i Düsseldorf havde Martin organiseret 35 mand fra hele Europa til at sætte udstillingsbåde i stand. Opskriften på succes har været simpel: "Når Martin har gjort en båd klar, ligner alle de andre en mødding," siger en sælger i branchen.

Fra "surt skod" til salgsklar speedbåd
Bådmagasinet traf Martin Massenberg i sommer, hvor han lige var gået i krig med én af de virkelig store opgaver: En 10 år gammel planende motorbåd, der næppe havde været passet i flere år. Den var taget på land med 10 cm massivt "skæg" i bunden af at have ligget i vandet vinteren over, indvendig havde muggen bredt sig på apteringen, og bådens farve var en trist rødlilla med et gråt skær. Et rigtigt "surt skod", der faktisk var dømt usælgelig, som den stod. "Der er en fin båd inde under," sagde Martin optimistisk og gik i krig. Fuldskægget blev fjernet med trykspuling, og rurer og kalkspor forsvandt under påvirkningen af ren oxalsyre. Gule pletter er uundgåelige, men de forsvinder under påvirkning af klorin.

Skroget havde en gang været rødt som en brandbil, og det blev det igen, men det krævede knofedt i større mængder. Først blev gelcoaten befriet for mange års kalklag med to gange vandslibning i sæbevand, så den oprindelige farve begyndte at komme frem. Derpå blev den pudset op med tre forskellige poleremidler. Inklusive en grundig rengøring af kabinen med sæbevand og klorin lå der en regning på ca. 12.000 kr. Men det syntes bådforhandleren var hver en krone værd, for båden skulle nu kun have repareret en mindre skade, monteret en ny kaleche og et motoreftersyn, så kunne den stilles stil salg.

Gelcoaten skal have et måltid "mad"
Sådan en mega-behandling er sjældent nødvendig, selvom en båd ser skrækkelig ud i gelcoaten. Martin Massenberg har udviklet en standardpris for at "bringe en båd op". En 30 fods sejlbåd kan blive omhyggeligt rengjort og maskinpoleret to gange, få poleret det rustfrie og gøres flot indvendig for 6.200 kr. Er båden så grå og forkalket, at vandslibning er nødvendig, koster behandlingen ca. 11.000 kr. Men kan kommer også og vasker både på timepris.

Martin Massenberg repræsenterer de hollandske Dulon vedligeholdelsesprodukter, der danner et tokomponent-system, hvor Dulon 1 er et urethan-"næringsstof" til gelcoaten, som bringer den originale farve frem. Oven på den poleres efter med Dulon 2, der indeholder carbonflourstoffer og danner en hård overflade, der også beskytter mod sollyset. På det sidste har han føjet endnu et middel til rækken, en mild vandbaseret slibemasse, Farécla, til sit program. den indgår i stadiet mellem vandslibepapir og Dulon-produkterne.
"Jeg lægger vægt på at bruge midler, som ikke indeholder terpentin eller petroleum," siger Martin, der mener, at hans produkter giver en længere afvisning af snavs og kalkspor.

Kom rigtigt i gang med en gør-det-selv behandling
"Bådejere skal ikke være så bange for at gå i gang med en "stor" behandling af båden. Mange bliver skuffede over, hvor dyrt det er at få den sat i stand professionelt og beslutter at gøre det selv. Men jeg ved, at mange giver op halvvejs, fordi behandlingen ikke ser ud til at virke," fortæller Martin Massenberg.

Han er ikke er bange for give sine fiduser fra sig, for han har selv rigeligt at lave. Og han kommer gerne og leverer materialer og giver råd og vejledning, også undervejs i processen, men han lægger ikke skjul på, at den er lang: "Det vigtigste er at finde ud af , hvor megen behandling, båden egentlig har behov for," siger han. "Der er jo ingen grund til at gå den hårde vej med vandslibning, hvis ikke den er nødvendig".

Derfor foreslår han at lave en "prøvebehandling" på et lille område med Dulon 1. Hvis det ikke bliver pænt, og gelcoaten stadig står med "flammer" i, kan man gå et skridt tilbage og prøve Farécla slibemidlet. Og hvis det heller ikke virker, må man helt tilbage til begyndelsen med vandslibning.

"Sejlere bliver også skræmt over, hvor dyr en gør-det-selv behandling bliver i materialer", har Martin Massenberg erfaret. "Der forbruges let for 4-500 kr. vandslibepapir, der skal bruges en slibepude af lammeskind til 250 kr., og midlerne til slibning og polering løber op i ca. 1500-2000 kr., men så er der også til flere år, hvis man har f.eks. en 30-fods båd. Der er også brug for to poleremaskiner, en almindelig der løber 3400 omdrejninger til Farécla slibemidlet, og en excentersliber til Dulon 1, men dem kan man leje i byggemarkedet.

Har bådens gelcoat været uden pleje i mange og år er meget udtørret, er det som regel nødvendigt at gentage behandlingen med slibe- og poleremidlerne næste sæson. Man skal ikke blive nervøs over, at gelcoaten bliver skjoldet og grim igen. Det er helt naturligt".

"De færreste bådejere ved, at bådens gelcoat skal have næring for at være i topform og bevare sin farve," siger Martin. "Når en ny båd kommer ud af formen, er gelcoaten mættet med voks eller stearin fra formen, men disse midler fordamper allerede i løbet af den første sæson og skal løbende erstattes, hvis båden skal blive ved med at være flot", slutter Martin Massenberg.

Læserservice: Martin Massenberg,
Multi-Job International Danmark, Rungsted, tlf. 45 86 77 08.
Dulon- og Farécla produkterne føres af Palby Marine, tlf. 75 85 13 11, der anviser forhandler.

Fem trin til en flot båd
Grå og trist gelcoat kureres på denne måde:

  1. Vandslibning i hånden to gange med korn 800-1200 i sæbevand.
  2. Vandslibning i hånden med korn 1500-2000 i sæbevand.
  3. Maskinpolering med Farécla slibemiddel og vand.
  4. Maskinpolering med Dulon 1 og excentersliber.
  5. Indsmøring i Dulon 2 og efterfølgende maskinpolering.

Efterbehandling året efter med punkt 3, 4 og 5.

Vedligeholdelse:
Jævnlig vask med sæbevand og aftørring med vand og vaskeskind. Sorte striber fra spygatterne fjernes med tyk sæbeblanding og klorin. Gule pletter fjernes med klorin, eddike eller toiletrens.

Kilde: Bådmagasinet 4/2000